Tempelriddere på badeferieDe fire børnetempelriddere er tilbage for tredje gang og denne gang står den på badeferie på Malta. Kasseapparatet har åbenbart klirret noget så fornøjeligt i forbindelse med de to forgængere, at et eller andet grådigt individ ikke har kunnet modstå fristelsen til at forsøge igen. Og “Tempelriddernes skat III” er da også alt, hvad man kunne forvente. Ikke alene har man udvandet konceptet så grundigt, at flere fortsættelser burde være fuldstændig utænkeligt, men fortællingen er så fantastisk dum og ideforladt, at selv de mest barnlige og overbærende sjæle kæmper en forgæves kamp for at blive underholdt.

De fire unge tempelriddere Katrine, Mathias, Nis og Fie skal til afveksling holde ferie på Malta i stedet for Bornholm. Her skal Fies far i kraft af sin position som Tempelriddernes Stormester overlevere Slangekronen til den Maltesiske Ridderorden, hvor den hører hjemme. Da overrækkelsen af kronen er overstået, skulle man tro, den sag var ude af verden, men selvfølgelig – som skæbnen vil det – er der også her på Malta en ‘konkurrerende’ sekt af sært udseende mumlende præster, som gør krav på kronen.

Katrine og slæng skal nu opklare, hvem disse præster er, og hvor den krone egentlig stammer fra, hvis de skal kunne generhverve kronen. Nemt bliver det selvfølgelig ikke, ikke mindst fordi det som i enhver anden film om teenagere også kommer til at handle om problemer med forelskelse og jalousi. Det hele er noget værre vrøvl og har ikke meget at gøre med hverken tempelherrerne eller noget som helst andet. Det ligner blot en primitiv undskyldning for at lave en film, der slår plat på den gådegenre, som har oplevet en renæssance de sidste par år med Dan Browns “Da Vinci mysteriet”.

Handlingen i “Tempelriddernes skat III” er skåret efter en velkendt børneeventyrskabelon, hvor børnene naturligvis er i centrum, og derfor vil den muligvis være i stand til at appellere til de mindste, der ikke er helt så erfarne med mere solide børnefilm, som vi bl.a. har set fra Pixar. Desværre er filmens handling skåret så tæt ind til skabelonens ben, at alt det kød, som plejer at gøre lige præcis denne type film sjove og underholdende, er skåret fra med fedtet. Vanen tro får vi ganske vist en lille portion eventyr, gåder og kærlighed, men charmen udebliver altså, når man mærker, at det gøres mere af pligt end af lyst. Romancerne er banale, gåderne fuldstændig intetsigende og eventyret udramatisk og fortalt fuldstændig uden flair for spænding.

Selvfølgelig er det i høj grad også børnene der skal bære filmen, og derfor er det heller ikke videre heldigt, at flere af dem har uhyre svært ved at levere replikker. Helt umulig er Nicklas Svale Andersen i rollen som Mathias, mens det også kniber for Frederikke Thomassen i rollen som den yngste, Fie. Hun skal være den charmerende lille pige, der altid kommer med de morsomme kommentarer, men hun magter det ganske enkelt ikke, og hendes præstation ender med at virke forceret.