Et nyt live-action reboot af den klassiske røde superhelt er undervejs.
Den kommende “Hellboy”-film bliver væsentlig anderledes fra tidligere filmatiseringer af superhelten. Deadline rapporterer, at superheltens skaber, Mike Mignola, er med til at skrive manuskriptet i samarbejde med Chris Golden fra Dark Horse Comics, som oprindeligt udgav tegneserien. Produktionsselskabet Millenium Medias direktør, Jeffrey Greenstein, udtaler, at filmen kommer til at være en mere tro fortolkning af den klassiske tegneseriehelt.
Læs også: “‘John Wick: Chapter 4’ bliver den hidtil blodigste og længste film i serien”
Med den endelige titel “Hellboy: The Crooked Man” drages direkte referencer til en af de mest elskede udgaver af “Hellboy”-tegneserierne. Handlingen tager udgangspunkt i Hellboy og en nyopstartet BPRD-betjents ankomst til 1950’ernes landlige Appalachia. Området hjemsøges af hekse, som ledes af The Crooked Man: en skikkelse, som ikke kun skaber problemer for Appalachia, men som også har en forbindelse til Hellboys fortid.
Foruden annonceringen af manuskriptforfatter er instruktøren også fundet til filmen. Brian Taylor, som har stået bag “Crank” med Jason Statham i hovedrollen, skal instruere “Hellboy: The Crooked Man”. Med sin overdrevne brug af effekter og over-the-top action er “Crank” stadig i dag en actionfilm med den mest originale æstetik. Taget i betragtning af Hellboys karakter som selvironisk og badass virker Taylor som et oplagt valg til opgaven. “Hellboy: The Crooked Man” er stadig i præ-produktion, men der mangler kun få castingbeslutninger, før optagelserne begynder.