Vi kommer til at mærke meget mere til både James Gunn og Peter Safran i DCEU, efter de er blevet ansat som medformænd og administrerende direktører i Warner Bros. Discoverys reformerede afdeling DC Studios.
Produktionsselskabet DC Films har ifølge The Hollywood Reporter fået en tur i rysteposen. Ud går administrerende direktør Walter Hamada, der i sidste uge officielt fratrådte sin stilling, og ind kommer i stedet “The Suicide Squad”-instruktør James Gunn og “Aquaman”-producer Peter Safran. De to skal lede selskabet, der nu har skiftet navn til DC Studios som en del af rebrandingen.
Som medformænd og administrerende direktører i DC Studios arbejder Gunn og Safran direkte under WBD-direktør David Zaslav.
Gunns nye stillinger betyder dog ikke, at han siger farvel til instruktørrollen – tværtimod. Både Gunn og Safran vil nemlig fortsætte deres arbejde som hhv. instruktør og producer på fremtidige DC-projekter. Samtidig vil de naturligvis også have indflydelse på andre projekter i superhelteuniverset, hvor de vil fungere ikke bare som producere, men også executive producers.
Arbejdsopgaverne fordeles imellem de to filmskabere, så “Peacemaker”-skaberen står for de kreative beslutninger i selskabet, og Safran i højere grad arbejder med forretning og produktion.
Duoen skal stå bag samtlige fremtidige film-, tv-, og animationsprojekter under DC-banneret med undtagelse af Todd Phillips’ “Joker: Folie à Deux”, som Warner Bros.-lederne Pam Abdy og Michael De Luca overser. Derudover er det uklart, om Safran og Gunn også kommer til at arbejde på Matt Reeves’ kommende DC-projekter, der – ligesom Phillips-filmene – ikke foregår i samme univers som det primære DCEU, hvis grundlag er bygget op om karaktererne set i “Justice League”.
Læs også: “Warner Bros. sigter efter ‘Man of Steel 2’ med Henry Cavill tilbage i hovedrollen”
Deres kontrakter løber i fire år, hvor Gunn eksklusivt arbejder på projekter for DC. Gunn har to “Guardians of the Galaxy”-projekter på vej hos DC-konkurrenten Marvel, men fra “Guardians of the Galaxy Vol. 3”-premieren i maj næste år kommer vi altså ikke til at se instruktørens navn på et nyt MCU-projekt – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Gunn havde da også allerede planlagt, at “Vol. 3” skulle være hans sidste i franchisen.
Nyheden om instruktørens DC-job kommer kort efter, at den første trailer til MCU-jule-specialepisoden “The Guardians of the Galaxy Holiday Special” har fået sin nye trailer. Den kan du se lige her.
Både Gunn og Safran har inden deres nye positioner arbejdet på flere DC-projekter. Gunn har arbejdet på Sæson 2 af “Peacemaker”, som begynder at optage i 2023, mens Safran har fået tiden til at gå med “Aquaman and the Lost Kingdom”- og “Shazam! Fury of the Gods”. Om Safrans nye DC Studios-stillinger kommer til at betyde noget for “The Conjuring”-universet, hvor Safran indtil nu har produceret samtlige film, kan vi desværre ikke svare på endnu.