Højt over skyerne og ned på landjorden. Næste eventyr med Carl og hunden Dug handler om en stor udfordring på landjorden: dating.

“Op” var et pragteksemplar af en animationsfilm. Den originale films første 10 minutter var i sig selv en selvstændig kortfilm om kærlighed på dødens rand og livslyst. Herefter fortsatte eventyret oppe mellem skyerne, hvor Carls hus blev båret af balloner mod Sydamerika. Filmen endte med Carls tilstedeværelse som faderfigur under spejderdrengen Roberts mærkeceremoni.

Nu vender vi tilbage til samme univers. Pixar har udsendt en trailer til den kommende kortfilm “Carl’s Date”. Karaktererne er velkendte: Robert er ikke til at finde nogen steder, men Carl bliver fortsat holdt med selskab af sin tro hundeven Dug. De lever i fred og fordragelighed, indtil Carl pludselig skal på date. De to venner forsøger i et virvar af kaos og gode intentioner at forberede den perfekte sammenkomst mellem Carl og den udkårne. I den amerikanske version lægger End Asner fortsat stemme til Carl Frederiksen, mens Bob Peterson vender tilbage som Dug. Om “Carl’s Date” udgives med danske stemmer, er endnu uvist.

“Carl’s Date” bliver fremvist på det store lærred, inden Pixars kommende “Elementært” går i gang. “Elementært” får premiere i danske biografer den 6. juli 2023. Du kan se traileren til filmen her.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: