I sommeren 2007 fortalte Samuel L. Jackson, at han sammen med instruktøren Renny Harlin var gået i gang med at udvikle en fortsættelse til “The Long Kiss Goodnight” fra 1996. Harlin fortæller nu, at selvom han meget gerne vil lave filmen, er der ikke nogen konkrete planer i horisonten.
Harlin har dog allerede en historie klar, hvis projektet en dag skulle blive en realitet. I “The Long Kiss Goodnight 2” vil Samuel L. Jacksons figur, den rapkæftede privatdetektiv Mitch Henessey, blive opsøgt af datteren til Geena Davis’ husmoder/lejemorder Samantha. Datteren Caitlin, som var 6 år i den første film, er nu en 19-20-årige kvinde, som har brug for Henesseys hjælp – angiveligt fordi hendes mor er blevet dræbt, og hun ønsker at finde ud af, hvem der har gjort det.
Renny Harlin fortæller også, at “The Long Kiss Goodnight” er den af hans film, som han er gladest for. ”Det er en film, som havde et rigtig godt manuskript, hvilket betød, at jeg kunne få fat i rigtig gode skuespillere,” fortæller den finske instruktør, som snart er aktuel med action-thrilleren “12 Rounds”.
#11 HonoDelLoce 15 år siden
Me want The Long Kiss Goodnight on BD !