FilmenErnest Hemingway skrev engang om krigen, at den “lokker alle mulige ting frem i èn, som man ellers skal bruge et helt liv på at lære.” En sandhed som Coppola skulle komme til at mærke på egen krop.

Manuskriptet, der er baseret på Joseph Conrads bog, Mørkets Hjerte, var i den indledende fase ”Ikke en film imod krigen, men snarere en apolitisk film, der beskæftigede sig med den mennneskelige naturs bestialitet og med krigen, som en fuldstændig naturlig manifesation for mennesket” har medmanuskriptforfatteren John Millius udtalt.

Det første udkast skrev Millius iøvrigt sammen med George Lucas, som Coppola opfordrede til selv at instruere, men Lucas valgte den “usikre” vej, og lavede istedet sin “lille” film hvor folk går rundt og slås med stave af lys.

“Dommedag Nu” gik langt over sit budget (som Coppola tog hele ansvaret for), og der findes en masse historier og rygter, om at Coppola næsten var besat af lave den ultimative film om krigen. Hvis folk ikke så det samme som ham, skaffede han dem bare af vejen. Hvad der nøjagtigt skete da Coppola overtog projektet, er der vist ingen der rigtigt kan forklare, men måske ligger svaret i citatet af Hemingway.

Nu har Coppola, så klippet sin Cannes-vindende version om, og tilføjet hele 49 minutter. Kan det så betale sig at udskifte den gamle DVD udgivelse med Reduxen? Ja, for pokker! Bl.a. har Martin Sheens Kaptajn Willard fået et strejf af varme (han er med til, at stjæle Kilgores surfboard og bytter et par tønder olie for, at hans besætning kan få damebesøg).

Willards rejse imod Kurtz, er også en rejse ind i de mørkeste kamre i menneskets psyke, og Coppola beskriver den stilfuldt med alle de værktøjer han har til rådighed. Dèt er hele filmens force. Til at starte med er det de åbne landskaber der dominerer, men jo mere vi hører til Kurtz (og jo dybere de kommer ind i junglen) formindskes og formørkes omgivelserne.

Hvorfor er Kurtz flygtet og hvorfor skal han likvideres? Han er en højtdekoreret oberst, som er flygtet fra systemet og alle rædslerne han har oplevet under krigen. Han har nu selv etableret sit eget alternativ (han er i ordets bogstaveligste forstand blevet en krigerpoet), som er et oprør mod systemet, men har samtidig forstørret systemets vanvid op til det synligt groteske. Hans oprør har forvandlet sig til en bekræftelse af systemet!

Her referencerer filmen til Sigmund Freud og hans Ødipuskompleks teori, og når The Doors synger deres sang “The End” kan det vist godt tages bogstavligt!

Francis Ford Coppola er en fremragende stilist, der kan sit håndværk (ihvertfald når han får et projekt, som kan inspirere ham). Filmen er en gennemført helstøbt enhed. Fra Vittorio Storaros billeder/lys- og røgeffekter til skuespillerne, er der ikke nogen der rager højere end andre, de er alle på lige fod. De har alle lavet den samme film, haft det samme mål. Et godt sammentømmeret orkester hvor Coppola svinger dirigentstokken.

Det er et paradoks, at de har lavet en film imod krigen, der får det værste frem i personerne i filmen, men samtidig får det bedste frem i dem selv bag filmen. Uden den forbandede krig ville vi ikke have denne forbandede gode film.

Selvom filmen foregår under Vietnamkrigen, handler den ikke om krigen (det er også derfor vi ikke ser noget fra Vietnamesernes synspunkt), men om fjenden indefra. Filmen stiller også flere spørgsmål end den besvarer. F.eks er slutningen helt åben, og har flere måder at ende på alt efter temperament.

Det er også en af grundene til at filmen deler sit publikum i to. En anden grund er at det også kommer an på, hvor man er henne i sit eget liv når man ser filmen. De fleste som har set filmen som barn, har en anden menig om den som voksne, eller det burde de ihvertfald have!

VideoUdgivelsen har fanastiske og skarpe billeder gengivet i Anamorphic Widesrceen 2.00:1. Eneste minus er, at bag på coveret står der udgivelsen er i 2.35:1, det er til at leve med, men det skal bare stå på coveret, så vi kan vide hvad vi får for vores penge, når vi køber filmen.

AudioLydensiden er et de mest detaljerede og komplekse jeg længe har hørt. Med masser af separationseffekter også i surroundkanalerne. Men selve lyddesignet er et kapitel for sig selv. F.eks i scenen hvor Dennis Hopper skamroser Kurtz, og imens han stemme bliver højere og højere, hører vi et par svin og sværmende fluer der også bliver højere og højere i volumen (som symbol på det absurde i at rose en morder). Og efter Hopper har sagt: “Am I gonna be the one that`s gonna set them straight? Look at me, wrong?” Kan vi høre en indfødt, en vismand, fremsige disse aahhyaya-agtige lyde og derefter peger Hopper på Willard og siger “You”.

Ekstra Materiale”The destruction of the Kurtz compound”
– En lille montage som ikke blev brugt til noget i filmen. Med eller uden kommentar af Francis Ford Coppola.

“Trailer”

Terminate the Colonel”Dommedag nu” er jo en film som de fleste nok vil have stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt. Filmens kaotiske tilblivelse er efterhånden legendarisk. Den tog næsten halvandet år at filme og hovedrolleindehaveren Martin Sheen døde næsten undervejs. Manuskriptet blev skrevet om adskillelige gange, og mange af filmens replikker er improviserede. Til trods for alt dette (eller måske netop derfor) er filmen unægtelig interessant.

Filmen har altid været omdiskuteret. Der findes både dem som tilbeder den, og de som betragter den som en komplet fiasko. Den er i sandhed meget ujævn. Det fremstår stedvis som fascinerende, indsigtsfuld, fjollet, prætentiøs og undertiden nærmest kedelig. Men der findes lykkeligvis nok storslåede øjeblikke til at kompensere for filmens mangler. For eksempel er start og slut sekvenserne fantastiske, næsten hypnotisk filmede.

I filmen følger vi Kaptajn Willard (Martin Sheen) på hans rejse op ad floden i en af hærens både. Undervejs på rejsen oplever han den ene mere absurde situation efter den anden. Alle steder springer krigens meningsløshed tydeligt frem. Undervejs læser Willard om Oberst Kurtz (Marlon Brando) og efterhånden får han en større og større sympati for Kurtz. Samtidigt begynder bådens besætning langsomt at gå i opløsning omkring ham. Folkene, som mildestalt er ude af stand til at håndtere opgaven, dæmper deres rædsel med stoffer og mister mere og mere grebet om virkeligheden.

Som filmen udvikler sig skifter den stil fra en realistisk (omend overspændt) tone til en mere surrealistisk drømmende stil. Det er i denne del, som en beskrivelse af galskab, at filmen viser sin genialitet. Den paranoide stemning bliver overvældende, og vi føler, sammen med Willard, at verdenen virkeligt er ved at bryde sammen omkring os.

Filmen bruger umådelig meget energi på at bygge op til mødet med Kurtz, men samtidigt er den så langsomt fortalt at den til tider godt kan virke frustrerende. Da det endelige møde med Kurtz til sidst kommer virker det ikke helt tilfredsstillende. Kurtz skal forestille at være en guru, som nærmest bliver tilbedt af hans folk, og som ydermere er en udsædvanlig effektiv soldat. Det er svært at forestille sig da vi ser Brando sidde og vrøvle noget pseudofilosofisk sludder i mørket. Til gengæld spiller Brando scenerne fornemt og dette kompenserer heldigvis.

I “Redux” versionen er der som sagt lagt ekstra sekvenser ind i filmen. Disse ændrer ikke grundhandlingen, men består for det meste af flere møder undervejs på rejsen. Vi ser flere scener med bådens besætning. Disse er generelt set ikke særligt interessante. Personerne i båden er i det store og hele klicher, og det bliver ikke føjet noget synderligt til ved at bruge mere tid på dem. I en sekvens ser vi dem sammen med en nogle playboy modeller. Denne scene må vel nærmest betegnes som komisk, og den synes at falde helt udenfor filmens stil.

Vi ser også flere scener med Robert Duval. Disse understreger hans groteske personlighed og er ganske underholdende, men måske lidt overflødige. Desuden er der en ekstra scene med Kurtz hvor han læser op af en avis for at pointere kriges hykleri. Denne scene er ganske vist ikke specielt god, men filmen sukker så meget efter flere scener med Kurtz, at det alligevel må siges at være en positiv tilføjelse.

Det egentlig brøler i ”Redux” er en ca. 20 minutter lang sekvens hvor Willard møder nogle franske bosættere. Her må Willard pænt sidde igennem en ulideligt lang belæring om Vietnams historie. De franske bosættere virker dybt malplacerede i filmen, og hele dette stykke virker umådelig dårligt.