Alvorlige anklager om voldtægt, seksuelt overgreb og psykisk misbrug er blevet rettet mod den engelske komiker Russell Brand.
The Sunday Times har i samarbejde med The Times og det engelske Channel 4-show “Dispatchers” i en foruroligende ny rapport afsløret, at en række kvinder anklager Brand for voldtægt, seksuelt overgreb samt emotionelt og fysisk misbrug i en periode fra 2006 til 2013.
En af kvinderne anklager Brand for at have voldtaget hende i hans hjem i LA i 2012 og har overdraget flere beviser til The Times, heriblandt noter fra en terapeut hos et voldtægtsbehandlingscenter, sms’er og en version af et brev sendt til Brand angående voldtægtens indflydelse på hendes liv.
En anden kvinde fortæller om et tre måneder langt forhold præget af “emotionelt og seksuelt misbrug”, da hun var 16, og han var 30. Han har efter sigende refereret til hende som “barnet”.
En tredje kvinde, der arbejdede med “Get Him to the Greek”-stjernen, påstår at han udsatte hende for seksuelt overgreb i 2013, og det samme blev en fjerde kvinde, der også fortalte, at han var både fysisk og følelsesmæssigt voldelig over for hende.
Efterforskningen har udover de ovenstående kvinders anklager også ledt flere påstande om Brands tilsyneladende krænkende, kontrollerende og upassende adfærd med sig.
Brand, der igennem årene har været åben om sin til tider grænseoverskridende opførsel og vilde livsstil, har i en YouTube-video med titlen “So, This Is Happening” afvist disse “meget seriøse anklager,” som han også kalder “ekstremt grove og aggressive angreb.”
Brand har længe været åben omkring sin “promiskuøse” livsstil, men ifølge ham selv har han altid haft samtykke i sine seksuelle relationer.