Der er ikke længe til, at Roman Polanski (“Pianisten”) er biografaktuel med “Venus i pels”, og nu er filmen så blevet ledsaget af en ny trailer. I modsætning til Oscar-vinderens seneste film er “Venus i pels” ikke en engelsksproget film, men derimod en film på fransk.
Se også: Filmz mener: Se filmen, selv om personen bag er et fjols
“Venus i pels” handler om en skuespillerinde, der vil gøre alt for at overbevise en instruktør om, at hun er perfekt til en rolle i hans kommende film. Ligesom i Polankis seneste film, “Carnage”, gør “Venus i pels” også brug af et minimalt cast, der her kun består af to skuespillere. Filmen markerer også en af de få gange Roman Polanski laver en film i sit hjemland, Frankrig.
I filmens to roller ses franske Mathieu Amalric og Emmanuelle Seigner, der begge spillede med i den Oscar-nominerede “Dykkerklokken og sommerfuglen”. “Venus i pels” er instrueret af Roman Polanski og skrevet af Polanski med hjælp fra David Ives, der også skrev teaterstykket, filmen er baseret på.
Filmen fik premiere på filmfestivalen i Cannes sidste år og får dansk biografpremiere den 8. maj i år.