Iøjefaldende

Der er en skærende kontrast mellem, hvor ubevægelig franskmanden Jean-Dominique Bauby er i “Dykkerklokken og sommerfuglen”, og hvor bevægende filmen om ham er. Bauby var lidt af en playboy og en velrenommeret redaktør for det franske modeblad Elle, indtil han en decemberdag i 1995 blev ramt af en blodprop. Da han vågnede op igen efter et kortvarig koma, var han fysisk lammet, men hans sind var uberørt. En sygeplejerske lærte Bauby at kommunikere med øjet, og manden brugte hundredtusinder af blink på at berette sin livshistorie til en tålmodig forfatter. Begge kvinder og flere af Baubys familiemedlemmer og venner hjalp ham med at bevare livslysten, lige indtil han døde af lungebetændelse – blot få dage efter, at hans ekstremt populære selvbiografi blev udgivet.

Det, der især gør “Dykkerklokken og sommerfuglen” så stærk, er, at filmmagerne ikke er bange for både at afsløre bristerne og fortrinene i Baubys personlighed. Alt for ofte undlader film at dvæle ved protagonisternes svagheder af frygt for at støde publikum. Men Baubys fejltagelser gør ham blot mere tiltalende, fordi han bliver mere menneskelig og derfor også langt lettere at sympatisere med og relatere til. Og Mathieu Amalric, der snart kan opleves som Bond-skurk i “Quantum of Solace”, er brillant som den paralyserede herre. Selv når Amalric blot febrilsk bevæger øjet, fornemmer man skiftevis Baubys glæde og sorg. Og i de mange flashback-sekvenser understreger en entusiastisk Amalric for alvor, hvad Baubys slagtilfælde kostede ham.

Resten af det fransktalende ensemble henrykker ligeledes. Max von Sydow er enormt bevægende som Baubys far. Scenen, hvor den oprevne far endelig ringer til sin søns hospitalsstue, er umulig at fortrænge. Underskønne, canadiske Marie-Josée Croze, der spiller Baubys sygeplejerske, og Anne Consigny, som portrætterer forfatteren, der i månedsvis hjalp Bauby med at skrive hans bog, er også vidunderlige. Og så må man naturligvis ikke glemme at nævne Emmanuelle Seigner, der er så fantastisk som Baubys forsømte ekskæreste, Céline, at det er ganske forståeligt, at virkelighedens Céline tårevældet ringede til Seigner for at takke hende for hendes upåklagelige indsats efter at have set filmen.

Men instruktøren Julian Schnabel og resten af hans kollegaer bag kameraet fortjener mindst lige så højlydt applaus som dem, der udmærker sig foran kameralinserne. Schnabel er primært kendt som maler, og dette er den snart 57-årige amerikaners blot tredje spillefilm. Men Schnabel er på ingen måde en amatør. Instruktøren jonglerer så formidabelt med et utal af forskelligartede scener, stilarter, karakterer og følelser, at det giver sig selv, at juryen i Cannes belønnede ham med prisen for bedste instruktion. Under den franske filmfestival opnåede “Dykkerklokken og sommerfuglen” også en fortjent pris, der hædrede filmens unikke æstetik.

Steven Spielbergs hoffotograf, Janusz Kaminski, lader os ofte overvære begivenhedernes gang fra Baubys synspunkt. Skuespillerne kigger direkte ind i kameraet, vi hører ofte tydeligt patientens tanker, billedet bliver en smule sløret, når Bauby græder, og der klippes tit, når manden blinker. Ideen er genial. Effekten er ubeskrivelig. Et mageløst udvalg af fornemme sange og Paul Cantelons dybfølte klavermusik, der blev komponeret til filmen, er prikken over i’et. Måske er det for tidligt at sige, men Schnabel kan meget vel gå hen og blive sin generations svar på Andrei Tarkovsky. Så vidunderlig poetisk er både historien og den måde, hvorpå den bliver fortalt.

Forfatteren Ronald Harwood gør desuden det samme, han gjorde med sit Oscar-belønnede manuskript til Roman Polanskis “Pianisten”: Han beskriver karaktererne, dilemmaerne og følelserne med hudløs, rørende oprigtighed uden nogensinde at ty til åbenlyse klicheer. Der bliver endda også tid til afvæbnende jokes undervejs, hvilket selvfølgelig er befriende. Og ligesom Polanskis superbe drama fastslår “Dykkerklokken og sommerfuglen”, hvor sejlivet og særlig menneskets fantasi og viljestyrke virkelig er. Det er noget, mange film har bemærket gennem tiderne, men kun få levende billeder har gennemtrumfet pointen med samme grad af succes.

Video

Det er en skam, at en visuelt overdådig film som “Dykkerklokken og sommerfuglen” ikke ser bedre ud i HD, end den gør. Alt for mange skud fremstår uskarpe, og her menes der ikke de POV-billeder, der med vilje er blevet slørede, men også almindelige totalbilleder og andre skud. Glorier optræder også jævnligt, og de er ofte forholdsvis tykke. Nogle af de mørkere scener virker en anelse grumsede, og kontrasten svinger undertiden lidt. Gudskelov er der mange sekvenser, der ser godt ud. Eksempelvis er der flere af filmens forbløffende naturbilleder, der byder på en høj detaljerigdom, imponerende dybde og god kontrastgengivelse. Farverne virker også naturtro hele vejen igennem, og ofte har billedet en tilpas grynet tekstur.

Audio

Det fransksprogede DTS-HD High Resolution 5.1-mix vil næppe blæse dig ud af sædet, men lydsiden er lige så spidsfindig og gennemtænkt som billedsiden. Der optræder kun få panoreringer, men ærlig talt efterlyser man heller ikke flere. Dynamikområdet er stort – både de dybeste og højeste toner leveres fornemt. Fransktalende kan glæde sig over replikkernes klarhed, og skuespillernes udtalelser har en vidunderlig rumklang, hvorfor Baubys indre monologer bliver endnu mere troværdige. Støj forekommer aldrig, men det gør talløse, herligt underfundige atmosfærelyde til gengæld. Musikken lyder derudover fortræffelig og får lov til at spille en væsentlig, men aldrig anmassende rolle i lydbilledet.

Ekstramateriale

Det havde været oplagt at proppe udgivelsen med ekstramateriale om filmens forlæg, virkelighedens Jean-Dominique Bauby og et informativt kommentarspor. Men desværre må vi tage til takke med omtrent 52 minutters interviews og dokumentarer om filmen. Både filmmagerne og skuespillerne kommer med informative og interessante udtalelser om alskens emner, men der bruges desværre en del tid på gentagelser og overflødig snak om filmens velkendte plot. Trailere til “In Bruges”, “Butterfly on a Wheel”, “The Eye”, “Doomsday”, “Seraphim Falls” og “Apocalypto” medfølger også.