Den seneste trailer til Disney+-serien “Star Wars: The Bad Batch” er fyldt med intens action og en gruppe kloner, der ikke helt er til at kontrollere.
“Star Wars: The Clone Wars”-spinoffen genintroducerer os til Hunter, Echo, Tech, Wrecker og Crosshair, der sammen udgør Clone Force 99 eller The Bad Batch.
Læs også: “Star Wars-teaser: Første kig på serien ‘The Bad Batch'”
De fem kloner adskiller sig fra imperiets andre kloner, idet en genmutation har givet hvert medlem deres egne unikke evner. Gruppen forsøger at navigere i kølvandet på klon-krigene, mens de bliver jagtet af Grand Moff Tarkin, der er et yderst velkendt ansigt i “Star Wars”-universet.
Den første 70-minutter (!) lange episode får premiere på Disney+ på “Star Wars”-helligdagen den 4. maj, så vi skal ikke vente meget længere, før vi får endnu mere action fra universet langt, langt væk.
“The Bad Batch” er den første nye eksklusive “Star Wars”-serie på streamingtjenesten siden “The Mandalorian”, der allerede har haft to sæsoner. Begge serier har Dave Filoni som executive producer.
Vi kan også se frem til mange flere serier i det populære univers. Senere i år får “The Book of Boba Fett” premiere, mens både “Obi-Wan Kenobi” og “Ahsoka” er under udvikling.