Seth Gordon, der er bedst kendt for sin dokumentarfilm “The King of Kong: A Fistful of Quarters”, skal instruere “Suicide Squad” for Working Title og Universal.
“Suicide Squad” handler om en desperat mand, som ryger ind og ud af fængsel på grund af sine mange forsøg på at snyde folk fra deres penge. Han er nu ude endnu engang og sætter sig for at snyde Kentucky Derby for en masse penge. Til dette formål hyrer han en gruppe kriminelle amatører til at fuldføre jobbet.
Dette vil være Gordons anden biograffilm – den første, “Four Christmases”, der har Vince Vaughn, Reese Witherspoon og Robert Duvall på rollelisten, vil få dansk premiere 5. december.
Tim Bevan og Eric Fellner vil producere “Suicide Squad”, mens brødrene Matt og Billy Eddy har lavet filmens nuværende manus ud fra et originalt manuskript af Chris Johnson.