“Ikke alle ideer er gode ideer.”

Citatet, der kommer fra et nyt tweet fra instruktør David Ayer, kan tillægges masser af film. Dog er det en helt særlig film, der her står for skud.

Ayers film “Suicide Squad” er fyldt med tvivlsomme beslutninger lige fra dialog til karakterer til tatoveringer. Særligt én tatovering skabte røre, allerede inden filmens præmiere i august 2016: Jokers pandetatovering, der i sirlig kursiv siger “Damaged” (“beskadiget”) – noget, der med den ikoniske Batman-skurk vel næppe behøver ekspliciteres.

I instruktørens nye tweet tager han beslutningen på sine skuldre og fortæller tilmed, at den originale idé var at skrive “Blessed” (“velsignet”) i Jared Leto-karakterens pande. Om alternativet havde efterladt fans med en bedre smag i munden er svær at sige.

I 2021 fik vi muligheden for at se Letos Joker helt uden pandetatovering, da karakteren kort optrådte i “Zack Snyder’s Justice League”, der  blev udgivet, efter at fankampagnen #ReleaseTheSnyderCut havde kørt siden Joss Whedons udgave af filmen.

Læs også: “Zack Snyder higer efter director’s cut til ‘Sucker Punch'”

Det er heller ikke umuligt, at vi kommer til at se karakteren igen. Ayer håber og tror nemlig på, at et Ayer Cut af “Suicide Squad” kommer til at se dagens lys, hvilket DC Studios-leder James Gunn ifølge instruktøren også er åben for.



Vis kommentarer (1)

#1 [ikke godkendt bruger] 1 år siden

[Indlæg er markeret som spam]

Skriv ny kommentar: