Advarsel! Spoilers for “Rogue One: A Star Wars Story” forude.
Den første trailer til “Andor” teaser en ny, spændende del af “Star Wars”-mytologien.
Cassian Andor måtte i 2016-filmen “Rogue One: A Star Wars Story” lade livet i Rebel-alliancens kamp mod Imperiet, men det betyder ikke, at vi er færdige med karakteren endnu.
Diego Luna vender nemlig tilbage til rollen i “Andor”, det næste kapitel i “Star Wars”-fortællingen, som foregår fem år inden “Rogue One”. Serien fortæller historien om, hvordan Andor blev til helten, vi mødte i spinoff-filmen, mens den også giver os Rebel-alliancens allertidligste dage.
Læs også: “‘Star Wars’-serien ‘Andor’ får en Sæson 2, afslører Stellan Skarsgård”
Vi får altså et tidspunkt i “Star Wars”-universet, vi endnu ikke har udforsket i live-action, så det bliver utroligt interessant at se, hvordan skaber Tony Gilroy har tænkt sig at tilgå den del af mytologien.
Den nye teaser trailer holder heldigvis sine kort tæt til kroppen, og vi får kun en generel stemning, som er meget lig den mere dystre og rebelske stil, som vi så i “Rogue One”. Vi får ikke meget at se til vores hovedperson, men til gengæld introduceres vi til Stellan Skarsgårds Luthen og Fiona Shaws Maarva, mens vi genforenes med Genevieve O’Reillys Mon Mothma.
“Andor” får premiere på Disney+ den 31. august.