Gavin O’Connor, instruktøren af Ben Afflecks action-thriller fra 2016, “The Accountant”, afslørede til CinemaBlends ReelBlend Podcast, at en fortsættelse er under udvikling.
Filmen, der også havde Anna Kendrick, Jon Bernthal og J.K. Simmons på rollelisten, blev en økonomisk succes, og selvom der længe var spekulationer om en efterfølger, har der ikke været noget nyt — indtil nu.
Instruktøren, der også stod bag den anden Affleck-film “The Way Back”, fortalte podcasten: “Der vil ikke være en “Way Back”-fortsættelse, men vi laver en “Accountant-fortsættelse. Vi har bogstavelig talt lige lukket den aftale.”
Læs også: “Ben Affleck skal instruere fantasyfilmen ‘Keeper of the Lost Cities’ for Disney”
2’eren vil ifølge O’Connor give Jon Bernthals Braxton, der viste sig at være Afflecks Christian Wolffs glemte bror, meget mere skærmtid. Det vil lede over i en 3’er, hvilket ifølge O’Connor altid var planen.
Han fortæller om den tredje film: “[…] jeg kalder den, ‘Rain Man på steroider’. Den tredje film bliver de to brødre, det her umage makkerpar. Den tredje bliver en buddy-film.”
Om franchisen virkelig udvikler sig til en trilogi, kan vi indtil videre kun håbe på, men nyheden om en 2’er er om ikke andet godt nyt for fans af originalen.
O’Connor afslørede ikke noget om, hvornår vi kan forvente “The Accountant 2”.
#1 thomas040 3 år siden