Giacchino er bedst kendt for sine kompositoriske evner, men langt om længe står han over for sin første spillefilm i instruktørstolen.
Komponisten, der har stået bag musikken i nogle af de seneste års største succeser, såsom “The Batman”, “Spider-Man: No Way Home” og “Rogue One: A Star Wars Story”, har langsomt, men sikkert bevæget sig nærmere sit mål om at instruere en spillefilm, og langt om længe ser det ud til at lykkes.
Giacchino har tidligere instrueret en episode af sci-fi-serien “Star Trek: Short Treks”, og sidste år stod han bag Marvel Studios’ første MCU-Special, Halloween-episoden “Werewolf by Night”.
Du kan læse vores anmeldelse af “Werewolf by Night” lige her.
Nu er han ifølge Deadline blevet hyret af Warner Bros. til at instruere et remake af Gordon Douglas’ monsterfilm “Them!” fra 1954. Instruktøren mødes for tiden med forfattere i håbet om at få kameraerne til at rulle inden for den nærmeste fremtid.
Giacchino har i sit remake tænkt sig at udnytte sine evner som komponist og vil altså også stå for musikken til filmen. Han har planer om at involvere sin bror, Anthony, der vandt en Oscar for sin kortfilmsdokumentar “Colette”, i en vis kapacitet.
Den oprindelige “Them!” fortalte historien om en gruppe bestrålede kæmpemyrer, der bliver opdaget i en ørken i New Mexico. De bliver en national trussel, da to dronninger undslipper og laver nye reder.
Hvornår vi skal forvente at se Michael Giacchinos “Them!”, ved vi ikke.