Marvel Studios dykker ned i horrorgenren med ”Werewolf by Night”. Her får vi serveret en sort-hvid kærlighedserklæring til gys og gru, der i bogstavelig forstand orkestreres af ”The Batman”-komponist Michael Giacchino, som både har instrueret og komponeret den 50 minutter lange Halloween-special.

Og hold op hvor bliver man betaget, da specialen begynder. Den fantastisk stemningsfyldte musik kombineret med det sort-hvide grynede billede, sætter en overbevisende stemning, der for alvor får en til at tro, at Marvel virkelig har tænkt ud af boksen. At vi endelig får noget helt nyt i MCU. At vi oplever en vaskeægte Marvel-horrorhistorie.

Og ”Werewolf by Night” er da også det mest horror-agtige, som Marvel har leveret indtil videre. Her introduceres vi til en gruppe monsterjægere, der ved den legendariske jægers Ulysses Bloodstones begravelse er samlet for at konkurrere i en monsterjagt om at vinde et magisk relikvie. Blandt deltagerne møder vi den mystiske Jack Russell (Gael García Bernal), der bærer på sine egne monstrøse hemmeligheder, og Elsa Bloodstone (Laura Donnelly), Ulysses’ datter.

Specialens introduktion fungerer fantastisk godt, og man bliver hurtigt fænget både af hovedpersonerne og det spil, de skal til at deltage i, og opbygningen af uhygge og intensitet inden spillets begyndelse er da også en fornøjelse. Til tider brydes denne intensitet af et jump scare eller to, og uhyggen krydres undervejs med drab, som er voldsommere og blodigere, end vi tidligere har set i MCU. En kampsekvens – eller nærmere massakre – hen imod slutningen er særligt morderisk med blod der splatter op på væggene og ind på kameralinsen, og det er da tydeligvis også den her specials money shot.

Når specialen går horrorvejen, fungerer den allerbedst. Alligevel ville jeg ønske, at horroren var meget mere gennemtrængende. For efter knap 20 minutter af den 50 minutter lange Special begynder man at droppe horror-facaden, og her begynder de klassiske Marvel-ismer for alvor at melde sin ankomst: one-liners, jokes og action-sekvenser. Det bryder den uhyggelige stemning, som ellers er blevet bygget op i begyndelsen, og hvor jeg først var betaget af det sort-hvide billede, der føltes fyldt med kærlighed til klassiske monsterfilm som ”Nosferatu”, ”Frankenstein” og ”The Wolf Man”, begyndte det i stedet at føles som ny lak på en gammel bil. Som om det bare er en gimmick, brugt til at snyde seeren til at tro, at det her i virkeligheden er meget mere anderledes fra resten af Marvel-universet, end det egentlig er.

Det sort-hvide fungerer dog også som en form for facade, der leder seerens opmærksomhed væk fra settet, der i store dele af specialen ser virkelig billigt ud. Særligt kirkegården, som en stor del af jagten foregår på, er ikke spændende at kigge på, og hvor den tydeligvis er tænkt som en form for jagtgrund/labyrint, så foregår jagten på meget mindre plads, end man skulle tro, sådan en aktivitet ville kræve.

Desværre er settet ikke det eneste, der ikke ligefrem skriger spænding, for undervejs i jagten bliver tempoet sat drastisk ned – noget der ikke er et godt tegn for en så kort historie. Jeg kedede mig hurtigt her, og det virkede ærlig talt som om, at Jack og Elsa, som man følger i den her specifikke scene, ikke har travlt med at komme tilbage til deres mål. Det er som om, man har glemt, at der er andre jægere på jagt efter konkurrencens mål. Og selvom Jack og Elsa uden tvivl er specialens fokus, kunne man sagtens have kortet scenen ned eller i det mindste givet følelsen af, at karaktererne er frustrerede over ikke selv at kunne komme videre.

Hvor vi bruger lige lovlig længe sammen med Elsa og Jack, føles resten af jægerne nærmest bare som statister, der har lært en smule kampsport og fået et sejt kostume. De skulle være creme de la creme, når det kommer til monsterjægere, men alligevel efterlader de ikke noget indtryk, som skulle overbevise en om, at de har været i stand til at ramme et rådyr i de danske jagtmarker.

Her overdriver jeg måske en lille smule, men de ikke-overbevisende karakterer sætter mig stadigvæk i et underligt dilemma. For på den ene side, synes jeg, at specialen ville have nydt godt af en længere spilletid for at uddybe biroller, deres egenskaber og den verden, som den foregår i. På den anden side virker karaktererne – med undtagelse af Elsa og Jack – bare så uinteressante, at jeg ikke har lyst til at skulle bruge mere tid sammen med dem.

Specialen redder dog sig selv, da vi introduceres til den titulære varulv, der både står for overbevisende monsteraction og -mord, som i den grad underholder. Det behårede menneskemonsters udseende lugter langt væk af klassiske monsterfilm og bringer til min store fornøjelse følelsen fra begyndelsen af specialen tilbage igen.

I sidste ende har ”Werewolf by Night” nogle fantastiske højdepunkter og ideer, men samtidig også en del kedelige sekvenser og karakterer, der resulterer i endnu en blandet landhandel fra Marvels Phase Four. På trods af at den bestemt ikke ramte det potentiale, jeg er sikker på, at den havde, er jeg alligevel interesseret i, hvad man gør med karakteren herfra – om det så bliver noget stand-alone eller som en del af det større MCU.