Blumhouse og Universal er ikke klar til at lægge røret på for “The Black Phone”.
For et år siden fik “Sinister”-instruktør Scott Derricksons nyeste mareridt, “The Black Phone”, premiere. Den viste sig hurtigt som endnu en horrorsucces fra instruktøren, og var uden tvivl en af årets bedste gysere.
Historien, der var baseret på forfatter Joe Hills novelle af samme navn, fulgte den 13-årige dreng Finney (Mason Thames), der bor i en by, som hærges af kidnapperen The Grabber (Ethan Hawke). Da Finney bliver kidnappet lukkes han inde i et kælderrum med intet andet end madras og en sort afbrudt telefon. Da den begynder at ringe, går det op for drengen, at han kan kommunikere med kidnapperens myrdede ofre, der hjælper ham med at kæmpe for overlevelse og flygte fra sin gerningsmand.
Du kan læse vores anmeldelse af “The Black Phone” lige her.
På trods af at filmen ikke lægger op til nogen fortsættelse, betyder det dog ikke, at der ikke er mere at fortælle i det dystre univers. Nu har Blumhouse og Universal, der sammen stod bag den første film, annonceret, at en fortsættelse er på vej. Det rapporterer Variety. Studierne fortæller tilmed, at opfølgeren bliver “begyndelsen på en dyster ny franchise.”
Derrickson har selv teaset nyheden i et opslag på X, men det er endnu ikke blevet annonceret, hvorvidt han vender tilbage på opfølgeren, ligesom det ikke står klart, om medforfatter C. Robert Cargill er ombord. Der er heller ikke blevet offentliggjort nogle planer om, hvem der står på rollelisten.
“The Black Phone 2” har fået en amerikansk premieredato den 27. juni 2025, men har endnu ingen dansk dato.