Da jeg i maj forlod biografen efter at have set ”Doctor Strange in the Multiverse of Madness”, var det med en træls følelse af skuffelse over en middelmådig MCU-film, der ellers burde have haft mere at byde på. Den skuffelse er kun blevet større efter at have set ”The Black Phone”, den seneste film fra Scott Derrickson, der oprindeligt skulle have instrueret ”Multiverse of Madness”.

Instruktøren byder nemlig på en velfortalt, tætpakket og intens gyser, der efter min mening overgår alt andet, han tidligere har stået bag – og det inkluderer altså hans ellers succesfulde MCU-debut ”Doctor Strange” og den ubehageligt uhyggelige gyser ”Sinister”.

”The Black Phone” er baseret på Joe Hills novelle af samme navn og foregår i 1978 i en lille forstad til Denver, Colorado. Her følger vi den unge Finney, en baseball-pitcher og skoleelev, som mobbes af nogle lokale bøller, og som har et crush på en pige i sin klasse. Han har dog et godt forhold til sin søster, Gwen, og de to holder sammen i tykt og tyndt.

Filmen føles i begyndelsen nærmest som en klassisk coming-of-age-fortælling, og det er en fornemmelse, fra tid til anden vender tilbage, hvilket fungerer utroligt godt! Det giver nemlig en genkendelig udvikling for vores karakterer i en genre, vi sjældent har set en coming-of-age-historie udspille sig i tidligere – gyseren.

Der går dog ikke længe, før vi introduceres til filmens skurk, the Grabber, der terroriserer den lille by ved at kidnappe dens skolebørn – noget som Gwen oplever clairvoyante drømme om. En dag bliver den ellers forsigtige Finney offer for en kidnapning, og han bliver smidt ned i en tom, creepy kælder, hvor der hænger en sort, frakoblet telefon. Da den mystiske telefon begynder at ringe, opdager Finney, at den skaber en forbindelse mellem ham og the Grabbers tidligere ofre, der alle forsøger at hjælpe Finney med at slippe fri.

First things first. Derricksons tidligere ”Sinister”-skuespiller Ethan Hawke giver en fantastisk creepy præstation som den utilregnelige the Grabber, der tydeligvis er rablende sindssyg – hvilket bare gør ham endnu mere skræmmende. Man ved aldrig, hvilket mood man skal forvente at se ham i, og det er noget man først finder ud af, når man ser, hvilken vej munden vender på hans makabre maske. Hawke får skurken til at virke utroligt virkelig, og (med min begrænsede viden om seriemordere) virker det ikke umiddelbart usandsynligt, at personer som ham skulle findes derude.

Over for Hawke spiller Mason Thames, der i den grad får til opgave at bære filmen på sine skuldre i rollen som den kidnappede Finney. Langt hen ad vejen følger vi ham enten alene eller sammen med Hawke, og han formår med hver scene at skabe en overbevisende forestilling om en ung dreng, der er stålsat på at slippe fri fra kælderen – uanset hvilke kneb han er nødt til at bruge for at opnå sit mål.

Den unge Madeleine McGraw spiller Gwen, Finneys clairvoyante søster. Hun står for en god del af både filmens humor, dens hjerte og dens tragedie, og hun spiller alle dele af sin rolle ekstremt overbevisende – ofte til punktet hvor hun stjæler spotlightet fra sine kolleger.

Flere af filmens mindre karakterer (især de andre elever og enkelte af de kidnappede børn) udviser ikke ligefrem samme talent som Thames og McGraw. Derrickson og hans medforfatter, C. Robert Gargill, giver dog de fleste karakterer spændende og velskrevet dialog, så selv hvis skuespilleren ikke nødvendigvis stråler lige så stærkt som filmens andre stjerner, så er det ikke noget, der tager en ud af filmoplevelsen.

Replikkerne føles generelt utroligt gennemarbejdede og tættrimmede. Det er svært at komme i tanker om noget, der bliver sagt, som på den ene eller anden måde ikke har relevans for historien, og som resultat føles alt vigtigt. Der er ikke nogen scener, karakterer eller handlinger, der virker overflødige. Alt har et formål, lige fra ofrenes kryptiske råd til Gwens drømme til politiets efterforskning.

Der er en klar sans for detalje, hvorfor filmen også tager sig sin tid med opbygningen. Det går da også væsentligt langsommere i begyndelsen, inden Finney bliver taget, men filmens tempo og intensitet stiger hurtigt herefter – og det bliver ved.

”The Black Phone” forstår nemlig at opbygge en stemning, der i den grad er afhængig af Ethan Hawkes klamme skurk, Finneys tilsyneladende håbløse forsøg på at flygte og ikke mindst spøgelserne af de døde børn, hvis maltrakterede ydre i enkelte tilfælde kræver lidt tilvænning.

Hvor filmen i høj grad er afhængig af den ovennævnte stemning, er Derrickson heller ikke bleg for at få os til pludseligt at hoppe skrigende ud af biografsæderne med popcorn flyvende til højre og venstre. I modsætning til så mange andre gysere – heriblandt flere af Derricksons tidligere – er jump scares i ”The Black Phone” dog hverken fortærskede eller utålelige. De er begrænset til det absolut minimale, hvilket bare gør dem virkelig effektive og underholdende, når de endelig kommer frem på skærmen.

Indimellem kan det dog også virke som om, at Derrickson bare skræmmer for at skræmme – især i forbindelse med de tidligere ofre. Der er nemlig enkelte tidspunkter, hvor deres evner strækker sig udover telefonen, og ja, det er skide uhyggeligt, men hvordan er det lige, de kan gøre det? Og hvor går grænsen for, hvad de kan gøre? Og er det kun ting, der skræmmer publikum, som de er i stand til gøre?

I sidste ende er det dog ikke et stort klagepunkt. Spøgelserne skræmmer effektivt, og deres hjælp fører os hen imod filmens klimaks og dens fantastiske slutning, som der – når jeg tænker tilbage på den – næsten må have eksisteret flere forskellige versioner af. Jeg følte mig i hvert fald aldrig sikker på, hvad filmen ville ende med, og det virkede som om, det kunne gå flere forskellige veje helt ind til de sidste skud.

”The Black Phone” fik mit hjerte til at sidde i halsen det meste af, hvad der føltes som de sidste fem minutter, men som i virkeligheden nok nærmere var de sidste 20. Det er en fantastisk underholdende og velopbygget gyser, der giver et spændende twist på en ellers simpel fortælling om en dreng, der kidnappes. Jeg forlod biografen med et smil på størrelse med the Grabbers glade maske, og så krydser jeg bare fingre for, at der ikke går alt for længe, før vi ser Derrickson og Hawke arbejde sammen igen på en ny gyser.