Metro-Goldwyn-Mayer/Loew's Incorporated

‘The Wizard of Oz’-stjerne er gået bort, i en alder af 94 år

En af Hollywoods legender er sovet stille ind.

Filmhistorien har mistet en af sine mest charmerende statister.

Skuespillerinden Valerie Lee sov søndag ind i en alder af 94 år.

Det skriver The Hollywood Reporter.

Den tidligere barnestjerne, der kom til verden som Valerie Shepard, var med til at sende Judy Garlands Dorothy sikkert afsted ad den gule stenvej i mesterværket Troldmanden fra Oz.

Meldingen om hendes død i Reseda, Californien kom fra Stephen Cox, forfatteren bag bogen om filmens berømte tumlinger.

Selvom hun blot var syv år gammel, da hun trippede rundt i de farverige kulisser hos MGM, forblev minderne fra produktionen en fast del af hendes identitet gennem hele livet.

Fødselsdag blandt hekse og magi

Oplevelsen på filmsettet i Culver City blev noget helt særligt for den lille Valerie, da hun fejrede sin syvårs fødselsdag midt under optagelserne. Hun var en ud af 12 børn, som blev hyret fra en lokal danseskole til at udfylde rollerne som de mindste indbyggere i Tumlingeland.

Med sine lysblonde Shirley Temple-krøller og en kjole i pink og lavendel dansede hun side om side med både små og store kolleger for at guide Dorothy mod Smaragdbyen.

Fans af filmen har gennem årtierne kærligt døbt hende og de andre børn for ”Munchkids”, da de udgjorde en helt særlig gruppe i den ellers mangfoldige flok af tumlinger.

Den unge Valere på settet af 'Troldmanden fra Oz'. Foto: Stephen Cox

Den unge Valerie på settet af ‘Troldmanden fra Oz’. Foto: Stephen Cox

 

Minderne fra de magiske optagelser delte hun flittigt med nysgerrige fans, der kontaktede hende helt frem til hendes sidste år. Hun huskede især en dag, hvor Bert Lahr, manden bag det modløse løve-kostume, hyggede om de medvirkende uden for kameraets søgelys.

Valerie Lee fortalte engang:

”Jeg husker en dag, hvor Bert Lahr var på settet, men ikke i sit kostume som den modløse løve. Han plantede en af de små personer på sit skød og begyndte at lave et nummer som bugtaler-dukke for os alle sammen.”

Fra lærredet til bøger og familieliv

Karrieren stoppede dog ikke ved den gule stenvej, da hun efterfølgende medvirkede i en lang række komiske kortfilm i serien Our Gang, herunder titler som Time Out for Lessons og Dancing Romeo.

Efter de unge år i rampelyset valgte hun en mere jordnær karrierevej og brugte over 25 år på at bestyre en boghandel på Cal State Northridge.

Privatlivet bød på et langt ægteskab med Robert Haynes fra 1949 til hans død i 2002, og sammen fik de tre børn.

Med Valerie Lees bortgang tyder alt på, at Priscilla Montgomery Clark nu står tilbage som det absolut sidste tumling, der optrådte i Troldmanden fra Oz.

Valerie nåede også at medvirke i dokumentaren Mysteries of Oz: 85 Questions Answered her i 2024, hvor hun fik lov at sætte et sidste punktum for sin utrolige rejse gennem filmhistoriens mest berømte univers.

Du kan se Troldmanden fra Oz på HBO max lige nu.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: