Hvis man sammenligner alle 11 film i den magiske filmserie, så er der noget af et spring fra den smukke enhjørning, til den stygge trold. Hvor enig er du i rangeringen?
HBO Max gør sig klar til at svinge tryllestaven over en helt ny serieudgave af historien om den bebrillede magiker til december, og det har fået nostalgien til at gløde i de danske stuer.
Fans over hele kloden forbereder sig lige nu på at sige farvel til de gamle ansigter og (skeptisk) goddag til en frisk omgang magi, men før det sker, kræver de originale film et seriøst kvalitetstjek.
Tallene fra anmelderne på Rotten Tomatoes tegner et ret tydeligt billede af et univers, der både har ramt de højeste tinder og de dybeste kældre under Hogwarts.
Listen afslører, hvilke film der stadig er ren magi, og hvilke der mest af alt minder om en forfejlet eliksir med smag af ørevoks.
Alle filmene kan i øvrigt ses på HBO Max.
Alle 11 film i Harry Potter-universet, rangeret fra værst til bedst
11. Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser (36 %)
Bundplaceringen er desværre ikke til at tage fejl af, da plottet her blev så rodet, at selv en tidsvender ikke kunne redde de mange løse ender.
Kritikerne var nådesløse over for den måde, som historien forsøgte at gabe over alt for mange karakterer og ligegyldige sidehistorier på én gang. Mystikken omkring den unge Grindelwald blev kvalt i tunge ekspositioner og visuelle effekter, der aldrig rigtig fandt fodfæste i hjertet af universet.
Fans følte sig ofte hægtet af, da forbindelserne til de oprindelige bøger virkede mere som desperate forsøg på at skabe relevans end som naturlige udvidelser.
Karaktergalleriet svulmede op uden at give de enkelte figurer plads til at trække vejret eller udvikle sig meningsfuldt. Resultatet blev en filmisk rodebutik, som de færreste har lyst til at besøge igen, og som i dag står som seriens absolutte lavpunkt.
10. Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder (46 %)
Forsøget på at redde forhistorien om den unge rektor faldt desværre til jorden og fik aldrig rigtig luft under vingerne hos det brede publikum eller anmelderne.
Selvom Mads Mikkelsen gjorde sit for at løfte rollen som skurken med sin sædvanlige karisma, kunne han ikke rette op på et fundament, der allerede var begyndt at slå dybe revner.
Historien føltes fragmenteret og manglede den gnist, der i sin tid gjorde os alle forelskede i den magiske verden bag murene på Hogwarts.
Mange sad tilbage med en følelse af, at franchisen forsøgte at strække en meget tynd historie ud over alt for mange spilleminutter uden reel fremdrift.
Slutresultatet blev en tam affære, der førte til den endelige aflysning af serien, før vi overhovedet nåede til den planlagte finale.
9. Fantastiske skabninger og hvor de findes (74 %)
Startskuddet på den nye serie klarede sig faktisk hæderligt og står i dag som den eneste af de nye film, der rent faktisk føles som et magisk eventyr.
Eddie Redmayne bragte en vis akavet charme til rollen som den introverte men dyreglade troldmand, og introduktionen af det magiske New York i 1920’erne var både visuelt imponerende og idérig.
Publikum tog godt imod de mange fantasifulde væsner, der slap løs i menneskenes verden, og filmen formåede at stå på egne ben uden konstant at læne sig op ad Harrys bedrifter.
Tonen var let og legende, hvilket stod i skarp kontrast til de senere og langt tungere kapitler i den samme trilogi.
Kritikerne var generelt positive over for det friske pust, selvom man allerede her kunne ane de første tegn på et lidt for ambitiøst verdensopbygningsprojekt.
8. Harry Potter og Fønixordenen (78 %)
Dolores Umbridge gjorde livet surt for Harry i en sådan grad, at hun stadig rangerer som en af filmhistoriens mest hadede karakterer gennem tiderne.
Selve filmen lander dog et stykke nede på listen, måske fordi bogen var så massiv, at mange vigtige detaljer blev ofret i klipperummet for at holde tempoet oppe.
Imelda Staunton leverede en fænomenal præstation som den lyserøde diktator, der overtog styringen på skolen og skabte en atmosfære af frygt og undertrykkelse.
Opgøret i Ministeriet for Magi mod slutningen står som et af seriens visuelle højdepunkter, men vejen dertil føltes for nogle anmeldere en smule forhastet og overfladisk.
Karaktererne begyndte her for alvor at mærke konsekvenserne af krigen, hvilket gav filmen en tyngde, som de foregående kapitler ikke helt besidder.
7. Harry Potter og De Vises Sten (81 %)
Barndommens første møde med perron 9 3/4 og den store sal på Hogwarts holder stadig vand som en hjertevarm introduktion til et kæmpe univers.
Chris Columbus formåede at indfange den barnlige undren og glæden ved at opdage en verden fuld af flyvende koste, levende malerier og talende hatte.
Selvom de visuelle effekter her i 2026 ser en kende trætte ud, især i scenerne med trolden og den trehovedede hund, bærer filmen præg af en fantastisk energi. Man mærker tydeligt begejstringen hos de tre hovedpersoner, der her tog deres allerførste skridt mod den skæbne, som skulle definere deres liv.
Kritikerne roste dengang filmen for at være tro mod sit ophav, selvom den i dag må se sig overhalet af de mere modne fortællinger.
6. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (82 %)
Den gigantiske slange i kloakkerne, den flyvende bil og den vamle edderkop i Den Forbudte Skov sikrede denne toer en solid placering midt i feltet af de originale og elskede klassikere.
Historien blev en anelse mørkere, og faren begyndte at føles nærværende for eleverne, da en mystisk kraft begyndte at forstene alle dem, der ikke var af rent blod.
Kenneth Branagh leverede en fantastisk komisk indsats som den selvoptagede glitter-helt Glitterik Smørhår, hvilket gav filmen de nødvendige pauser fra den ellers dystre grundstemning.
Kritikerne bed mærke i, at filmen var en smule lang i spyttet, men de blev alligevel forført af det store produktionsdesign og de mange nye magiske detaljer.
Spændingen i den sidste kamp mod basilisken står stadig som et af de mest ikoniske øjeblikke for de yngre seere.
5. Harry Potter og Halvblodsprinsen (84 %)
Mørket begyndte for alvor at sænke sig over historien her, og kritikerne elskede den mere modne og visuelt overlegne tone i det sjette kapitel.
Nicholas Hooper komponerede et soundtrack, der perfekt understøttede den melankolske stemning af forestående undergang og tabt uskyld hos de unge hovedpersoner.
Filmen formåede at balancere teenagedrama og kærestesorger med det store drama omkring Dumbledores jagt på Voldemorts mørke fortid. De visuelle kontraster mellem det gyldne lys på skolen og det iskolde mørke i den grotte, hvor en af de dødbringende horcruxer gemte sig, var intet mindre end blændende smukt udført.
Anmelderne hyldede især Michael Gambons præstation som den vise men plagede rektor, hvis skæbne her blev forseglet på den mest hjerteskærende vis.
4. Harry Potter og Flammernes Pokal (88 %)
Turneringen i magisk trekamp og den efterfølgende genfødsel af den mørke herre sendte spændingen helt op i det røde felt og sikrede en plads tæt på toppen. Mike Newell bragte en ny form for energi til serien, hvor de voldsomme udfordringer i turneringen blev skildret med en intensitet, som vi ikke havde set før.
Balancen mellem de storstilede actionsekvenser under vandet og i den labyrintiske hæk holdt publikum på kanten af sædet gennem hele filmen. Samtidig fik vi her det første rigtige kig på Ralph Fiennes som Lord Voldemort, hvilket sendte kuldegysninger ned ad ryggen på både store og små.
Kritikerne var begejstrede for filmens evne til at kombinere storstilet underholdning med en følelse af, at legen nu for alvor var forbi for de unge helte. Og så er Flammernes Pokal også noget vi aldrig havde set før: i teorien er det jo en sportsfilm, hvilket var et unikt take på den magiske verden med drager, alfer og havfruer.
3. Harry Potter og Dødsregalierne – del 1 (89 %)
Jagten på de resterende horcruxer ude i den vilde og barske natur viste sig at være en genial optakt til den store finale, som anmelderne i den grad tog til sig.
Ved at tage karaktererne ud af de vante rammer på skolen, fik vi en langt mere intim og psykologisk fortælling om venskab under ekstremt pres.
Stilheden og de øde landskaber gav rum til at mærke den frygt og isolation, som Harry, Ron og Hermione følte på deres farlige mission.
Mange kritikere fremhævede den smukke animation af eventyret om de tre brødre som et kunstnerisk højdepunkt i hele serien. Filmen fungerede som den perfekte trykkoger, der langsomt byggede spændingen op, indtil det hele kulminerede i den uundgåelige konfrontation mod de mørke kræfter.
2. Harry Potter og Fangen fra Azkaban (90 %)
Mange inkarnerede fans peger på denne film som den absolut bedste overhovedet, og med en flot andenplads er det tydeligt, at den visuelle stil stadig imponerer alt og alle.
Alfonso Cuarón revolutionerede serien ved at give karaktererne almindeligt tøj på og lade kameraet bevæge sig mere frit rundt i de nu langt mere rustikke omgivelser.
Gary Oldman som Sirius Black gav historien en ny dybde, og de frygtindgydende dementorer blev skabt med en visuel poesi, der stadig virker rystende effektiv i dag.
Filmen markerede det store skifte fra børnebøger til komplekst drama, og kritikerne elskede hver eneste kreative beslutning, der blev taget i denne produktion.
Den står i dag som et tidløst vidnesbyrd om, hvordan man kan forvandle en bestseller til et sandt stykke filmkunst.
1. Harry Potter og Dødsregalierne – del 2 (96 %)
Kronen på det store værk sidder solidt på den episke afslutning, der med en næsten perfekt score står tilbage som det absolutte højdepunkt i hele franchisen.
Det store slag om Hogwarts blev skildret med en tyngde og en følelsesmæssig slagkraft, som de færreste andre filmserier har formået at matche gennem tiden.
Alle de løse tråde fra de foregående ti år blev samlet op, og forløsningen omkring Snapes sande loyalitet fik tårerne til at trille hos selv de mest hærdede anmeldere.
Actionscenerne var enorme, men de overskyggede aldrig de personlige ofre og det mod, som karaktererne udviste i deres mørkeste time.
Finalen formåede at levere alt det, som fans havde drømt om, og sluttede cirklen på en måde, der sikrede dens plads i filmhistorien som et af de mest vellykkede afsluttende kapitler nogensinde.
