Ben Wheatley skal instruere fortsættelsen til “Tomb Raider” – premiere i 2021.
Han har ikke tidligere haft ansvaret for en stor blockbuster. Alligevel er valget af Ben Wheatley som instruktør på “Tomb Raider 2” ikke overraskende.
Således kom det i foråret frem, at Amy Jump skulle skrive manuskriptet for Warner Bros. til “Tomb Raider 2” – læs om det her.
Og som Filmz dengang skrev, så ville det i så fald blive Amy Jumps første filmmanuskript til en anden end Ben Wheatley – med mindre altså Wheatley skulle instruere “Tomb Raider 2”.
Det er lige præcis Ben Wheatley, der skal instruere “Tomb Raider 2” på baggrund af Amy Jumps manuskript, skriver Deadline.
Makkerparret har tidligere sammen står bag film som “Kill List”, “High-Rise” og “Free Fire”.
Wheatley erstatter Roar Uthaug, der instruerede “Tomb Raider” fra 2018 med Alicia Vikander i hovedrollen som Lara Croft. Det forventes, at Vikander gentager rollen i fortsættelsen.
“Tomb Raider 2” får premiere d. 19. marts i 2021.