Den forgangne weekend bød på premieren på “Jonas Brothers: The 3D Concert Experience” og “Street Fighter: The Legend of Chun Li”. Trods forudsigelser om at “Jonas Brothers” ville dominere biograferne kraftigt i denne weekend, blev det stadig “Madea Goes to Jail”, der endnu en uge blev sejrherre.
“Madea Goes to Jail” faldt dog med næsten 60 procent, men dette var ikke nok til at fravriste filmen førstepladsen. “Jonas Brothers: The 3D Concert Experience” fik den næstbedste åbningsomsætning for en koncertfilm, kun slået af dens søsterfilm “Hannah Montana: The Best of Both Worlds”.
Weekendens anden premierefilm “Street Fighter: The Legend of Chun-Li” nåede kun ind på en ottendeplads og ligner ikke et stort hit.
“Slumdog Millionaire” er dog weekendens rigtige sejrherre, da den formåede at få en fremgang på 45 procent og dermed kravle op på ugens tredjeplads. Filmen er nu oppe på en samlet omsætning på $115 mio. i USA alene.
Liam Neeson-filmen “Taken” fortsætter sin imponerende gang i biograferne og kunne med et lille omsætningsfald stadig presse den samlede omsætning op over $100 mio.
I næste weekend er der premiere på “Watchmen”, og filmen får frit spil som den eneste brede premiere til at forsøge at gå efter rekorderne.