Watchmen

InstruktionZack Snyder

MedvirkendeMalin Akerman, Billy Crudup, Matthew Goode, Jackie Earle Haley, Jeffrey Dean Morgan, Patrick Wilson, Carla Gugino, Matt Frewer, Stephen McHattie, Laura Mennell, Rob LaBelle, Gary Houston, James M. Connor, Mary Ann Burger, John Shaw

Længde162 min

GenreSci-Fi, Action, Drama, Thriller, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen20/03/2009

Anmeldelse

Watchmen

5 6
Når maskeforbuddet sætter ind

Der har de senere år været en udbredt tendens – særligt i Hollywood-regi – til at finde frem til hedengangne og for længst glemte tegneserier og give dem nyt liv på det store lærred. En af de seneste, men absolut ikke mindst kendte, er Alan Moore og Dave Gibbons’ fandenivoldske “Watchmen”, der så absolut gør sig godt i en audiovisuel version.

Amerikanske Zack Snyders ubetingede kærlighed til den legendariske tegneserie mærkes helt ned til fingerspidserne. Der har været delte meninger – og med rette i denne anmelders øjne – om hans “300”, mens Snyders revitaliseringen af George A. Romeros zombieslasker “Dawn of the Dead” bestemt ikke var uden klasse. Klasse har også “Watchmen”, der udfolder sig som en dystopisk skæbnefortælling om en række for længst pensionerede tegneseriehelte, der igen må trække i det uldne kluns, alt imens den kolde krigs stormagter USA og Sovjetunionen rasler med sablerne over for hinanden, og en atomkrig synes nært forestående.

Det, der for alvor skubber handlingen i gang, er imidlertid rovmordet på en af tegneserieheltenes egne, Komikeren – en fordrukken superhelt, hvis tid åbenbart var kommet. Rygter om en dødsliste, hvor også andre superhelte figurerer, slipper ud, og særligt den maskeklædte Rorschach agerer retfærdighedssøgende detektiv i New Yorks regnvåde gader anno 1985. Stemningen er tung og undergangstruet, og det er vist hævet over enhver tvivl, at film noir som genre har været forbillede for filmens eller for den sags skyld fortællingens bagmænd. Det er de nu også sluppet ganske hæderligt af sted med.

I det hele taget er “Watchmen” audiovisuelt en tour de force i underholdningens og fascinationens tegn. Legen med mediet og de muligheder, der trods alt tilbyder sig i dagens mediejungle, er ypperlig og bjergtagende. Som tilskuer føles dette sanseridt som en rejse ind i en fortælling, man på ingen måde kan være foruden. Alligevel holder Snyder ikke ryggen rank hele vejen igennem. Dels er filmen alt, alt for lang. Bevares, det er en svær kunst at koge en over 300 sider lang tegneserie med baghistorie ned til et par timer. Og det lykkes heller ikke her (filmen varer godt 2 timer og tre kvarter).

Ikke desto mindre må “Watchmen” være førerhunden inden for sin genre. Den rummer alt, hvad en tegneseriefilmatisering må og bør. Romantik, action, komik og drama går fint hånd i hånd, og de mange delhistorier gør det for så vidt også. Det, der i virkeligheden gør filmen adskillelig fra de fleste af sin art, er imidlertid dens vovemod og knap så karikerede udgave af superhelte, som det ellers er kutyme. Her er både plads til gode og dårlige sider, til kriminelle handlinger og sågar til en enkelt voluminøs sexscene, der i øvrigt ganske stilistisk udfoldes til tonerne af Leonard Cohens “Hallelujah”.

Det finurligt klædte vagtværn må igen trække i kostumerne for første gang siden, de blev ramt af et regeringspålagt maskeforbud engang i tresserne og måtte nedlægge sig selv. Og det skaber problemer. Også indbyrdes, hvor bølgerne går højt og beskyldninger og endda en enkelt skilsmisse fyger igennem luften. “Watchmen” er en varm kartoffel både udadtil og indvortes. Men det er en stemningsfuld en af slagsen. Og med sine stilistiske finesser og solid rod i virkelighedens historie og den amerikanske drøm, der måske har vist sig ikke at være så behagelig endda, har Snyder trods en længde, der godt kunne tåle at få klippet en hæl og hugget en tå, skabt et visuelt overflødighedshorn, der sætter et aftryk.
Video

“Watchmen” præsenteres i et imponerende skarpt filmlook, der er blottet for enhver form for edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperaturen er konsekvent og indbydende, mens kontrasten er stabil og stærkt betonet. Kort sagt et eminent transfer.

Audio

Lydsiden gør sig nu heller ikke mindre godt. Det engelsksprogede Dolby Digital True HD 5.1-lydspor er kræs for øregangene, og dialogen flyder tydeligt ud uden overstyringer. Underlægningsmusikken og de tidstypiske schlagere skaber stemning imellem de utallige distinkte effektlyde og vellykkede lydpanoreringer. Smukt.

Ekstramateriale

At udgivelsen kommer fordelt på to skiver, lover i virkeligheden mere, end der holdes. På den ene skive er udelukkende filmen, mens den anden indeholder ekstramaterialet. Elleve små videodagbøger sætter fokus på karaktererne, kostumerne, locations, set design, tegneserieforfatteren Dave Gibbons og forholdet til den virkelige verden. En lille viral video foregiver at være et nyhedsindslag fra en amerikansk tv-station fra 1970 om Dr. Manhattan. “Real Superheroes: Real Vigilantes” går på femogtyve minutter i rette med superheltenes moral og selvtægtsudøvelse. Et andet indslag skamroser igennem interviews og klip fra filmen på amerikansk facon tegneserien, mens en ditto ser på brugen af videnskab og fysikkens love i en film, der i bund og grund er bundet op omkring skismet mellem humanisme og naturvidenskab. Udmærket, men mere kunne der nu godt have været plads til.

I tressernes verdensorden var truslerne mangeartede. Vietnamkrigen, snigmordet på præsident Kennedy og truslen om atomkrig var alle påmindelser om farerne i den fagre nye verden. Og den del indfanger og udnytter Zack Snyder til egen fordel i “Watchmen”, der er en rejse igennem alle kroppens sanseorganer, men også igennem verdenshistorien. Audiovisuelt må filmen opnå særstatus. På fortælleplanet er indtrykket desværre ikke helt det samme. For meget baghistorie og for langt til selve handlingen forvansker det endelige resultat. Men mastodontisk er filmen nu engang stadig.

Watchmen

4 6
En mesterlig rodet affære

Tegneserienørdernes bibel… Den grafiske roman, der ikke kunne filmatiseres… Tegneseriernes svar på “Krig og fred”. Det skorter ikke på rosende ord af nærmest religiøs natur, når tegneseriefans omtaler Alan Moore og Dave Gibbons’ 23 år gamle superhelteepos “Watchmen”, og det er der også rigtig god grund til. Med dens dekonstruktivistiske syn på superheltegenren og en kompleks kriminalgåde som fortælleramme gav den hele tegneseriegenren et ordentligt los bagi.

Superheltene i “Watchmen” har ikke overnaturlige kræfter – med undtagelse af den blå og næsten guddommelige Mr. Manhattan – og indeholder derfor de samme brister og mangler, som de borgere, de er sat til at beskytte. Ja, faktisk gør deres profession netop, at de ofte befinder sig i en gråzone, hvor heroisme blander sig med amoral og selvtægt. Det har fået borgerne til at nedlægge Watchmen-gruppen til ekkoet af det kritiske spørgsmål: “Hvem vogter Vogterne?”. Og nu er det altså sket: Tegneserien er blevet filmatiseret, og instruktøren Zack Snyder, som med stort held bragte Frank Millers tegneseriefortælling “300” til det store lærred i 2007, er manden, der har skullet stå for at indfri de enorme forventninger. En tjans, selv Superman ville ryste i sin blå trikot af skræk over.

Og så er det store spørgsmål selvfølgelig: Lykkedes det så? Til det kan man kun svare et stort, rungende både-og. “Watchmen” er – ligesom superheltene i den – kompleks, voldsom, betagende og fyldt med modsætninger. Det ene øjeblik udspiller der sig scener, som er så æstetisk overrumplende og filmisk geniale, at man sværger, man aldrig vil vaske sine øjne igen. Det næste øjeblik befinder man sig på Mars med en nøgen, blå mand, der lirer den ene åndssvage filosofiske betragtning af efter den anden, og man har pludselig lyst til at skure både øjne og ører med sæbe og vand.

Den slags scener trækker filmen ned og ødelægger rytmen. Men heldigvis er der også scener, som befinder sig i den helt anden ende af skalaen. I filmens allerførste minutter bliver det grænsepsykotiske tidligere medlem af Watchmen-gruppen, The Comedian, myrdet i sin lejlighed af en ukendt gerningsmand, og den scene er helt eminent godt skruet sammen. Ikke nok med at den fungerer som startskuddet til den komplekse handling af film noir-ske dimensioner – den er også så visuel overlegen, at man æder det hele råt og slikker sine fingre rene bagefter.

Drabet på The Comedian er filmet med samme brug af slowmotion-effekter som i “300”, og Nat King Coles romantiske slager “Unforgetable” akkompagnerer ironisk den blodige og actionfyldte billedside. Den scene ville få selv Tarantino til at bøje sig i støvet af beundring. Men paradoksalt nok bliver den også symptomatisk for filmens problem – “Watchmen” kan simpelthen ikke holde niveauet og skøjter rundt mellem genialitet og makværk. Den komplekse og ellers yderst tankevækkende handling, der kæder opklaringen af mordet på The Comedian sammen med forhindringen af en forestående atomar udslettelse af menneskeheden, mister ofte fokus. Det havde givet filmen et gevaldigt løft, hvis Snyder havde turdet skære mere ind til benet og droppet de mange sidefortællinger.

“Watchmen” er en filmisk rodebunke af dimensioner, dog en yderst betagende en af slagsen. Men selvom den stikker i alle mulige retninger og ikke kommer i nærheden af sidste års “The Dark Knight”, som mange nok havde håbet på, så kan mindre også gøre det. Glimtvise scener af filmisk skønhed, et fantastisk lydspor og en til tider tankevækkende historie gør “Watchmen” til en film, der, med Ole Michelsens ord, skal ses i biografen.

Trailers

Kort om filmen

“Watchmen” foregår i et alternativt USA. Året er 1985, og superhelte er et dagligdags syn. Dommedagsuret, som viser, hvor anspændt USA’s forhold til Sovjetunionen er, er konstant 5 minutter i 12. Da den tidligere superhelt The Comedian bliver myrdet, beslutter hans tidligere makker, den udbrændte maskerede hævner Rorschach, sig for at afsløre forbrydelsen, som viser sig at dække over et komplot, der skal dræbe og miskreditere alle tidligere og nuværende superhelte.
Efterhånden som Rorschach får samlet sine tidligere forbryderbekæmpende superhelte-kollegaer, der alle har trukket sig tilbage, og hvoraf kun én har rigtige superkræfter, går det op for ham, at komplottet, som har forbindelse til deres fælles fortid, og som kan få katastrofale konsekvenser for fremtiden, er mere vidtgående og foruroligende, end han kunne forestille sig. Deres nye opgave bliver at holde øje med menneskeheden… men hvem holder øje med the Watchmen?