Taken
Udgivet 27. mar 2009 | Af: filmz-maelström | Set i biografen
”Jeg smadrer Eiffeltårnet, hvis det er det, der skal til.” Ja, det er en noget mere aggressiv Liam Neeson, man møder som hovedrolle i “Taken”, end den besindige Jedi – Qui-Gon Jinn – fra “Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende”. Film som “Taken”, der omhandler meget personlige gidseltagninger og dermed står i hævnens tegn dukker op igen efter storhedstiden i 80’erne. Mange husker sikkert Arnold Schwarzeneggers enorme våbenarsenal i “Commando” og Bruce Willis’ kravlen over glasskår i “Die Hard”. Begge kæmpede for at redde henholdsvis datter og kone. Liam Neeson går nu også den seje vej for at redde sin nærmeste.
“Taken” er ikke en film, der opfinder den dybe tallerken. Det forsøger den sådan set heller ikke. Historien følger en helt stringent formel om en far, der af kærlighed til sin familie vil gøre alt for at nedkæmpe de skurke, der vil familien ondt. Den slags film er selvfølgelig fyldt med biljagter i modtrafik, hoppen gennem vinduer og ned fra broer og nærkamp med knive. “Taken” har alt det og divergerer som sådan ikke fra formlen, men actionsekvenserne er opdaterede og trækker fra både Bond- og Bourne-universerne. Hurtig klipning og sprøde lydeffekter klæder filmen og virker ganske effektivt. En fin spænding bliver også slået an, når Kim bliver bortført i Paris, og når Bryan senere rekonstruerer situationen i hovedet.
Det største problem i “Taken” er dog hverken actionreplikker eller forudsigelighed, men behandlingen af historiens alvor. Kim vil nemlig gerne være sanger, og det bakker Bryan fuldt op om, som når han tropper op med et karaokeanlæg til hendes fødselsdag. Kim bliver senere taget til fange af forbrydere, der vil sælge hendes jomfruelighed til højestbydende i et europæisk trafficking-netværk, og det må da være en øjenåbner for virkelighedens problemer… Men nej. Kims drøm om at blive popsanger på en scene forbliver et gennemgående mål i filmen, og sagens alvor bliver usmageligt tilsidesat. “Taken” forsøger at blande 80’ernes actionfyld med moderne humanisme på alle de forkerte måder. Der er noget næsten surrealistisk ved at se filmens “ude godt (Europa – ikke så godt egentlig, ret forfærdeligt), men hjemme bedst (USA – trygt med masser af glimmer)”-morale.
“Taken” er en actionfilm, der har udstyret i orden. Der er good-guys og bad-guys og alle de ting midt imellem, der bliver smadret på herligste vis. På skyggesiden tager filmen for let på sit alvorlige emne og fokuserer på banaliteter som datterens popsangerambitioner – hvilket efterlader en lidt dårlig smag i munden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet