Der er næppe noget fænomen, der har været så markant og indbudt til så mange meninger som den 3D-effekt, der efterhånden har lagt sig over de fleste af Hollywoods store film, og som bliver mere og mere almindelig, efterhånden som den vinder indpas. Effekten blev allerede så småt udbredt sidste år, hvor den lagde sig forholdsvist ukontroversielt over animationsfilmene, men ved årets afslutning og premieren på “Avatar” kom 3D for alvor til at ændre tingene. Som bekendt indtjente “Avatar” afsindigt mange penge, hvilket efterlod spørgsmålet om, hvorvidt årsagen til dens succes skulle findes i filmen selv eller i den 3D-effekt, som den for alvor gjorde udbredt?

Sandheden ligger nok et sted imellem de to yderpunkter, men ikke desto mindre har vi siden da levet i et post-“Avatar”-filmlandskab, hvor selskaberne konstant har forsøgt på at få en del af 3D-kagen. Hele året har da også været plaget af utallige hastige jobs, hvor almindelige 2D-film blev klodset ændret til 3D, og bl.a. Tim Burtons “Alice i Eventyrland” led under det grimme arbejde. Den slags tvivlsomme og distraherende effekter har utvivlsomt også været en del af årsagen til den 3D-lede, der så stille begyndte at sive gennem sprækkerne, og hurtigt kunne man læse artikler, der skråsikkert bekendtgjorde, at 3D-bølgen snart ville være slut.

At den skulle være det er dog mere end almindeligt tvivlsomt, og det synes faktisk snarere at gå den modsatte vej. “Saw”-filmseriens forrige kapitel havde en skuffende omsætning og var blevet forvist fra biografsalene herhjemme, men serien fik ikke desto mindre et overraskende comeback med “Saw 3D”, der til trods for at være forsynet med temmelig tamme 3D-effekter – ikke mindst i forhold til de bloddryppende muligheder, dens stil gav – blev et stort hit i biograferne. At skifte til 3D reddede nærmest serien.

Adskillige film bliver i det hele taget knap nok sat op i almindelige 2D-versioner længere. Jeg talte for nylig med en CinemaxX-ansat, der fortalte om de tomme sale til 2D-forestillinger, som stod i skarp kontrast til de fyldte 3D af slagsen til selvsamme film. På nuværende tidspunkt er det et mere vedkommende spørgsmål, hvor meget pendulet kommer til at svinge den modsatte vej.

Indtil nu har 3D-effekten primært været brugt i film med kraftig animation, hvilket da også giver god mening. Hovedparten af figurerne i “Avatar”, “Resident Evil: Afterlife” eller “Tron: Legacy” er allerede i et vist omfang abstrakte eller placeret i abstrakte landskaber, og det føles af samme årsag ikke så distraherende at lægge 3D-effekten over dem. I animationsfilm såsom “Sådan træner du din drage” eller “Megamind” er konflikten endnu mindre, og i film som “Jackass 3D”, hvor oplevelsen alligevel ikke rigtig afhænger af indlevelse, er effekten også uproblematisk. Der er dog allerede tegn på, at 3D også vil blive brugt mere og mere i film med almindelige skuespillere, hvilket hurtigt leder tankerne mod, hvordan de vil blive brugt i fremtiden. Man kunne forholdsvist let forestille sig 3D anvendt i “Inception”, men hvad med “The Social Network”? “Skyggen”? “Det hvide bånd”?

Én ting er naturligvis, om et fænomen bider sig fast – noget andet er, hvordan det anvendes, og om det kan bruges positivt. Biograferne og Hollywood har været under beskydning, lige siden fjernsynet bragte filmene ind i stuerne, og gentagne gange har man foretaget teknologiske skridt for at holde biografgængeren i sædet. Farver og brede lærreder er normen nu, men det betyder ikke nødvendigvis, at de i sig selv er bedre. Sort/hvide-film har ofte den fordel, at de tilføjer en abstrakt dyster tone til beretningen, og at de tillader instruktøren en mere spændende leg med skygger og former. Moderne film som “Sin City”, “Raging Bull” og “Det hvide bånd” er alle eksempler på, hvordan de grå toner kan anvendes til en films fordel.

Man havde dog selvsagt nødigt været foruden de fremskridt, som farver og brede lærreder har givet til filmene – alene hvad de har gjort for prærierne i westerns var grund nok til at opfinde begge dele – men ofte er det sådan, at ny teknologi først skal finde sit rette ståsted. Hovedparten af de tidlige lydfilms skabere havde svært ved at forstå de muligheder, den nye teknik gav, og ligeledes havde farvebrugen i mange tidlige farvefilm en tendens til at være hysterisk. 3D-teknologien, som den fremstår nu, er stadig ved at tage sine første spæde babyskridt, og det er ikke til at sige, hvordan den endelige udformning bliver.

Et kritikpunkt, man ofte hører, er, at 3D i bund og grund ikke føjer noget til oplevelsen, og at de største filmværker ikke ville være spor bedre i 3D. Ville f.eks. “Lawrence of Arabia”s kamp gennem ørkenen være mere medrivende i 3D? Ville Marlon Brandos død i “The Godfather” være mere sørgmodig? Dette argument er for så vidt rigtigt, men samtidig overses også det forhold, at mange mesterværker blev lavet længe inden den moderne teknik. “Metropolis” er en fantastisk science fiction-film til trods for dens manglende lyd, og “Casablanca” havde heller ikke brug for farver for at efterlade en tåreprovokerende slutning. Kan man deraf konkludere, at lyd og farver er ligegyldige?

Der er ikke lavet det definitive mesterværk i 3D endnu, men det udelukker ikke, at det meget vel kan være lige rundt om hjørnet. Af de film, der indtil videre har anvendt de nye muligheder bedst rent teknisk, forekommer “Avatar”, “Resident Evil: Afterlife” og “Tron: Legacy” mig at være cremen, og af dem er “Avatar” det stærkeste værk, fordi Cameron i modsætning til de to andre filmskabere lader effekterne udspringe naturligt af fortællingen i stedet for at lade dem diktere den. Dermed virker den også som det bedste bud på den mest modne anvendelse af de nye muligheder.

Rundt om hjørnet gemmer der sig lovende muligheder: Ridley Scott står for en kommende “Alien”-film, der vil forsøge på at skubbe grænserne, og den legendariske Werner Herzog har netop brugt 3D-kameraer til at filme hulemalerierne i Chauvet-grotten, som ellers er lukket for offentligheden.

Hvad alt dette kommer til at føre til er et godt spørgsmål, men det er værd at holde øjnene åbne og 3D-brillerne lige på næsen. Der er en særdeles spændende udvikling i gang, og vi kan meget vel være midt i den største tekniske revolution af filmmediet siden farvefilmen.

Hvordan tror du fremtiden ser ud for 3D-filmene? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.