Biografens mørke kan byde på virkelighedsflugt i form af eventyrverdener, heroiske superhelte og fjerne galakser, men nogle af årets stærkeste filmoplevelser har været dem, der har beskæftiget sig med at skildre ‘virkeligheden’. Og den virkelighed ser ud til at blive mere og mere efterspurgt, hvilket kunne mærkes på dette års CPH:DOX, der igen i år slog sin egen publikumsrekord med over 80.000 dokumentarhungrende besøg. Og der har bestemt været noget at være begejstret over. Her er mit bud på årets bedste dokumentarfilm:
5. “First Cousin Once Removed”
Dem, der venter på forårets premiere på “Still Alice” med Julianne Moore i hovedrollen, der bliver ramt af Alzheimers, kan med god fordel se Alan Berliners lavmælte, men stærke portræt af sin grandfætter, Edwin Honigs, vej ind i forglemmelsens tætte tåger. Gennem gentagne samtaler med Honig, hvor mange af de samme spørgsmål går igen, men svarene evigt forandrer sig og til sidst ikke længere kan findes frem fra gemmerne, får Berliner med et simpelt og smukt formgreb illustreret den forfærdelige proces på enestående vis, samtidig med at Honigs fortid som ord-ekvilibrist bliver respekteret og endda fremhævet på en måde, der vil bringe en klump i halsen på de fleste.
4. “Ekstra Bladet uden for citat”
På godt og ondt har Ekstra Bladet i mange år gjort sig som den frække dreng i klassen, der tør, hvor andre tier. Historierne er ofte mere kulørte og vinklerne mere provokerende, og derfor er det også så forfriskende at blive inviteret indenfor for at se, hvordan avisen arbejder. Og resultatet viser sig at være alt, hvad man havde håbet på. Og så endda lidt mere. For gråzonerne er ikke bare grå, de er mangefacetterede, og selv om man ryster på hovedet, når avisen tager den lige ét skridt for langt, så byder visse situationer også på komplekse moralske dilemmaer og højoktan spænding, frisk fra pressen.
3. “Finding Vivian Maier”
Da John Maloof ved et lykketræf køber sig en kasse med gamle fotografier til en auktion, begynder en regulær dokumentarisk skattejagt. Fotografierne viser sig nemlig ikke blot at være bemærkelsesværdigt gode, men også så talrige, at de fylder kufferter, kasser og hele opbevaringsrum. Maloof selv fylder til tider lige rigeligt i filmens fokus, og motiverne for filmens tilblivelse føles en anelse tvivlsomme, men alt det taget i betragtning, er det svært ikke at lade sig rive med og blive rørt af historien om fotografen Vivian Maier, der brugte sin kunst til at studere den verden og de mennesker, hun ikke forstod, og som skræmte hende.
2. “Citizenfour”
En af de helt store skandaler i nyere tid blev samtidig en af de største publikumssucceser på dette års CPH:DOX. Aften efter aften blev salene fyldt, når Laura Poitras gav muligheden for at komme nærmere på den mand, der ene og alene stod op imod den amerikanske regering og blotlagde en næsten ubegribelig og orwellsk virkelighed, hvor ingen kunne vide sig sikker. Begivenhederne og afsløringerne havde vi muligvis allerede set og hørt i alverdens medier før, men fremlægningen af det store politiske spil set fra et hotelværelse i Hong Kong, hvorfra Snowden åbnede Pandoras overvågningsæske, var intet mindre end nervepirrende. Desværre ikke for virkelig til at være sand.
1. “The Look of Silence”
Forventningerne var høje og spændingen stor, da Joshua Oppenheimers efterfølger til den kritikerroste “The Act of Killing” ramte det store lærred. Havde han gjort det igen, kunne dette næste kapitel om muligt ramme lige så hårdt og lige så stærkt i det følelsesmæssige mellemgulv som sin forgænger? Svaret viste sig at være et skræmmende og overbevisende ’ja', da historien om Adi, hvis bror blev slået ihjel under folkemordet i Indonesien i 1960’erne, udspiller sig, og vi følger, mens han behersket og imponerende ydmygt ser bødlerne i øjnene.
