En avissælgers død

Da Poul Madsen, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, bliver spurgt ind til succeskriterierne for avisens nye online betalingsjournalistik, svarer han undvigende, at det ikke er en erhvershistorie det her. Det er filmen om avisen, der tør, hvor andre tier, derimod. En god erhvervshistorie, men ikke en positiv en. Avissalget forsvinder hurtigere end den regnskov, der trykkes på.

Erhvershistorien er den deprimerende ramme for det år, som Mikala Krogh med uhindret adgang fik lov til at følge med i maskinrummet på den kontroversielle avis. Det er netop avisen, der er hovedpersonen – ikke enkeltpersoner. Det er damerne i annoncesalget, som med kølig, professionel attitude tager imod salget fra fræk brunette, der tilbyder alle blide former. 422 kr. bliver det, meddeler den bedstemorflinke dame til kvinden i røret. Og det er tillidspersonen, der skal få endnu en fyringskabale til at gå op.

Men der er kun én hovedhistorie, den, der kommer på forsiden. I “Ekstra Bladet uden for citat” er det dramaet omkring piratgidslerne Søren og Eddy, som i over to år var fanget i Somalia. Alle medier er enige om at tie historien. Det er bedst for forhandlingerne med gidslerne. Næsten alle. For Poul Madsen & Co. de tør jo som bekendt. Eller måske er de presset til det? For er det den jounalistiske nødvendighed eller bladsalget, der afgør om et gidselinterview, som de pårørende har frabedt sig, skal bringes? Blikket hos graverjournalisten Thomas ved godt, at de er på piratdybt vand. Redaktøren Karen Bro bakker som filmens journalistiske integritet op om Thomas’ tvivlende blik. Men én mand tvivler aldrig. Poul Madsen kan sælge aviser i Somalia, hvis det skulle være. Derfor trykkes historien.

Det dilemma imellem sælgende virksomhed og journalistik er en konflikt, der dygtigt bruges som en almengyldig fortælling filmen igennem. Skal jeg sælge – og dermed sælge ud – eller lukke og slukke for det, der i sidste ende blot er en arbejdsplads. Med mennesker, der bare vil overleve nok en dag. Som den barmfagre pige på kontoret, der på ryggen med spredte stiletben udlever sin drøm som side 9-pige. Eller den unge praktikant, der, efter skulderklappene har lagt sig i kølvandet på første forsidehistorie, semiskyldig må erkende, at det ikke helt skete, som forsiden fortæller: Bevidstløs patient hevet ud af ambulance på åben gade. Men som alle os andre må hun selvbedrage sig selv en lille smule, for at livet kan fortsætte som før.

Den største selvbedrager er Poul Madsen. I enkelte øjeblikke afslører det nøgternt tilbageholdende kamera, at han ikke selv tror på det mere. Han ved, at avisens dage er talte. Der kigges mod nettet, hvor patter sælger bedre end god journalistik. Det får flere af de ansatte til at kaste deres pen i ringen. Det var ikke det, de drømte om, da de fik plads på Journalisthøjskolen dengang. På den måde er “Ekstra Bladet uden for citat” en western. En historie om verden, der var engang. Dengang hvor et flertal fik nyhederne fra avisen. Men nu presses de sidste cowboys ud til fordel for en ny civilisation, der hellere vil have hurtige kliks og deres patter nu. Det er den bedste danske western, jeg har set.