Barnepigens hemmelige liv

Loppemarkeder og antikvariater giver mulighed for at rode igennem andre folks aflagte ejendele, og det kan ofte være svært ikke at forestille sig, hvilket liv de tidligere ejere mon har ført. Derudover er der muligheden for at gøre et helt særligt scoop. Da fotografen og historikeren John Maloof deltog i en auktion og endte med at købe en kasse gamle fotografier fra en ukendt barnepige skulle det vise sig at blive starten på en regulær skattejagt og et mysterium, der nu er blevet gjort til en dybt fascinerende dokumentar, der dog tager sig nogle moralske friheder.

Vi er i samme doku-boldgade som i den Oscarvindende “Searching for Sugarman” fra 2012, hvor der blev gået på opdagelse efter en mystisk og forsvunden kunstner. Her skuffer “Finding Vivan Maier” bestemt ikke. Kassen med fotografier viser sig nemlig at være umådeligt gode, og John Maloof beslutter sig derfor for at finde ud af, hvem denne kvinde med navnet Vivian Maier var. Som eftersøgningen går i gang, og personer, der har haft tilknytning til Vivian igennem hendes liv, bliver interviewet, dukker der et hav af modsigende og overraskende informationer op; tvivl om hendes nationalitet, skiftende accent osv. Man får lov at mærke og forstå noget af den nærmest maniske fascination og nysgerrighed, der har været drivkraften for Maloof, mens han systematisk har haft arbejdet sig igennem den overvældende mængde af materiale.

For der er meget materiale. Kassen med billeder blev siden hen udvidet til stakke af personlige ejendele såsom tøj, ældgamle kvitteringer, breve, postkort og store mængder af smalfilm og endnu tusindvis af ufremkaldte billeder. Det er en kæmpe styrke for filmen. For ikke alene er Vivian Maiers fotografier ofte utroligt smukke og interessante, de fungerer også som vindue ind til et menneske, der tydeligvis var utroligt privat og rummede nogle dæmoner, der ikke tillod mange mennesker adgang til hendes indre. Som flere af de involverede ofte udtaler, så ville et sådant projekt ikke have tiltalt Vivian selv, så det ville nok være umuligt at komme tættere på end ved hjælp af disse billeder, båndoptagelser og smalfilm.

Vivian Maier arbejdede en stor del af sit liv som barnepige. Derfor bliver det op til de nu fuldvoksne børn, der tidligere var i hendes pleje, at genkalde sig, hvem hun i virkeligheden var. Og her venter den næste store opdagelse, der er med til at nuancere det billede, filmens første halvdel har været med til at opstille. For erfaringerne og historierne er meget forskellige. Nogle fortæller med stadigt tydelige ar om overgreb, mens andre fortæller mestendels gode historier, der dog alle indeholder en erkendelse af, at Maier havde problemer. Der er en blanding af frygt og omsorg i hver af deres skildringer af den kvinde, der trak dem med rundt i byens dårligste kvarterer for at tage billeder uden de store tanker om børnenes sikkerhed. Og som kunne være både voldsom og frygtindgydende det ene øjeblik og kærlig det næste. Mange føler dog også skyldfølelse over overhovedet at fortælle om Maier, idet hun altid havde frabedt sig enhver form for snagen i sit privatliv.

Og det er her at min eneste anke ligger. Det er tydeligt, at John Maloof er klar over det kontroversielle og paradoksale aspekt i at lave en stort opsat undersøgelse af en person, hvis hele liv var præget af en kamp for at blive ladt i fred. Selv om “Finding Vivian Maier” rummer flere historier, hvor Maier glimtvist har givet udtryk for eller vist tegn på at række ud efter andre mennesker, bliver det aldrig overbevisende, at Maier skulle have ønsket sig en film som denne. I stedet tyder det på at Maloof muligvis er blevet forblændet af sin egen fascination af historien, mennesket og værkerne.