Marvel Studios har fundet manden, der skal stå bag roret på den første “Avengers”-film siden “Endgame”.

“Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”-instruktør Destin Daniel Cretton har vundet masser af tillid hos Kevin Feige og co. Ikke nok med at han skal stå bag en fortsættelse til sin kampsportsinspirerede superheltefilm – han kommer også til at introducere en ny superhelt, Wonder Man, til MCU i karakterens egen Disney+-serie.

Nu får Cretton, ifølge The Hollywood Reporter, tilmed også æren af at instruere “Avengers: The Kang Dynasty”, det næste kapitel i “Avengers”-fortællingen. Som Marvel forleden afslørede, bliver “The Kang Dynasty” en del af Marvels ‘Phase 6’ og udkommer blot et halvt år inden “Avengers: Secret Wars”, som markerer afslutningen på fasen. Sidstnævnte film har endnu ingen instruktør officielt tilkoblet.

Læs også: “Første trailer til ‘Black Panther: Wakanda Forever’ afsløret sammen med meget mere Marvel”

Hvem, der skriver “The Kang Dynasty”, er heller ikke offentliggjort endnu, ligesom vi heller ikke kan være sikre på, hvilke helte der denne gang udgør Avengers-tjenestelisten. Dog kan vi regne med, at Jonathan Majors, der først optrådte i rollen som He Who Remains – en variant af superskurken Kang the Conqueror – i “Loki”, spiller med som en ny (og langt mere faretruende) variant.

“Avengers”: The Kang Dynasty” får premiere den 2. maj 2025, mens “Avengers: Secret Wars” kan ses den 7. november samme år.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Miko666 2 år siden

så kommer de jo ikke ud med kun et halvt års mellemrum...så der kun 5 dages mellemrum

Skriv ny kommentar: