Brendan Gleeson er det nyeste navn til at slutte sig til Joaquin Phoenix og Lady Gaga i Todd Phillips’ kommende “Joker”-fortsættelse.
Den irske “Harry Potter”-skuespiller er blevet castet i en endnu ukendt rolle i “Joker: Folie à Deux”, erfarer Deadline. Dermed følger han i Gagas fodspor som nytilkommen i hvad der nu er “Joker”-filmserien. I modsætning til Gleeson, kender vi Gagas rolle. Hun skal nemlig spille Jokers udkårne, fanfavoritten Harley Quinn.
Phoenix er naturligvis tilbage i sin Oscar-vindende rolle som Arthur Fleck, aka Joker, mens Zazie Beetz, der spillede Arthurs nabo og forelskelse i 1’eren også kan ses igen.
“Joker: Folie à Deux” har fået meget opmærksomhed, efter det blev rapporteret, at filmen tilsyneladende bliver en musical, hvilket er noget af en detour fra det drama, vi kunne se i originalen. Meget andet vides ikke om fortsættelsen på nuværende tidspunkt, selvom Deadlines kilder forventer at filmen foregår i Arkham Asylum.
Læs også: “‘Joker: Folie á Deux’ får premieredato: Lady Gagas casting er officiel i ny video”
Inden vi kan se Gleeson i DC-universet, genforenes han med sin “In Bruge”-kollega Colin Farrell i den kommende sorte komedie “The Banshees of Inisherin”, der netop instrueres af “In Bruge”-instruktøren Martin McDonagh. Du kan se traileren til filmen lige her.
“Joker: Folie à Deux” får premiere den 3. oktober næste år og forventes at begynde produktionen til december.