Den første trailer til “Clerks III” genforener os med franchisen, der først satte Kevin Smith på landkortet.

Da vi sidst så Randal (Jeff Anderson) og Dante (Brian O’Halloran) på det store lærred, var de efter en tumultagtig række oplevelser, der blandt andet involverede en mislykket forlovelse, et job hos fastfoodkæden Mooby’s og et donkey show, endt som ejere af butikken, der markerede begyndelsen på “Clerks”-franchisen: Quick Stop.

I den kommende 3’er arbejder de to bedste venner stadigvæk i New Jersey-købmanden, men da Randal en dag overlever et hjerteanfald, beslutter makkerparret sig for at lave en film om deres liv i Quick Stop. De laver så at sige deres helt egen “Clerks”.

Kevin Smith er endnu engang både producer, instruktør og forfatter på filmen, mens han selvfølgelig også gentager sin rolle som den stiltiende halvdel af Jay og Silent Bob. Her er Jason Mewes naturligvis også tilbage i rollen som Jay. Rosario Dawson, der først blev introduceret som Becky Scott i “Clerks II”, gør ligeledes comeback.

“Clerks III” er en personlig fortælling for Smith, der selv led et hjerteanfald i 2018, hvilket har fungeret som inspirationen bag den nye films handling.

Læs også: “‘Masters of the Universe: Revelation’ får en opfølgerserie med undertitlen ‘Revolution'”

“Clerks III” får verdenspremiere den 4. september i år, men har endnu ingen officiel dansk premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: