De fleste anmeldere har taget godt mod Kasper Barfoeds fortolkning af den utrolige danske fodboldsejr til EM i 1992. Her på Filmz blev det til hele fem stjerner, men hvad siger fodboldeksperterne om “Sommeren ’92”?
Se også: Anmeldelsen af “Sommeren ’92″
Fodboldkommentator hos DR, Andreas Kraul, var skeptisk, inden han tog i biografen for at se filmen om fodboldtriumfen, men blev positivt overrasket:
”12.30 gik jeg skeptisk ind i Empire Bio. 14.08 gik jeg ud med et stort smil og en lille tåre i øjenkrogen. ‘Sommeren 92’ får 5 ud af 6 stjerner,” skriver Kraul på Twitter.
Mere forbeholden er fodboldjournalisten Morten Crone Sejersbøl hos BT:
”Hvis vi som fodboldelskere skal nyde filmen, skal vi acceptere, at det er skuespillere, der spiller fodbold med de begrænsede evner, de nu engang har. Vi skal bide i os, at Ricardo råber på ‘genpres’ mindst et årti, inden begrebet første gang blev brugt. Vi skal se bort fra, at landsholdet træner på Valby Stadion og ikke i Vedbæk,” skriver Sejersbøl på BT.dk, der lander på tre stjerner.
Tommy Møller Nielsen, fodboldtræner og søn af EM-landstræner Richard Møller Nielsen, giver ikke stjerner til filmen om sin far, men han er særdeles positiv:
”Man bliver jo ked af det og rørt. Der er så mange ting, der rammer rigtigt. Jeg er jo stolt af ham. Han var en god træner, et godt fodboldmenneske. Og en god far også,” siger han til DR.
“Sommeren ’92” går i biograferne netop nu.