Kom mæ’ tilbage

Jeg mindes åbningskampen imod England – en kedelig nullert fra dengang målmanden måtte samle tilbagelægninger op i det uendelige. Det gjorde Peter Schmeichel! Jeg mindes bittert Tomas Brolins svenske scoringspirouette, der næsten sendte Danmark ud af EM efter den kun anden kamp. Jeg mindes comeback-følelsen over Elstrups sene scoring imod Frankrig. Jeg mindes, at jeg faldt i søvn, inden Kim Christoftes trillende straffescoring sendte Holland hjem – og Danmark i finalen. Jeg mindes ”huttelihut!” og Kent Nielsens lange tå i den umulige finale imod Tysklands verdensmestre. Jeg mindes en helt masse andet fra fodboldsommeren i 1992. Det er det, “Sommeren ’92” handler om. At mindes.

Dem, minderne, behandler instruktør Kasper Barfoed med en afbalanceret og sømløs nostalgi, der er et hold af europamestre værdige. Her er ingen arrogante franskmænd eller disciplinerede tyskere. Det handler ikke om nationalistisk selvfedme, men om forskellighed i fællesskabet anført af et godt, stort fynsk bøgetræ – Richard Møller Nielsen. Den kantede guldtræner med de bizarre udtalelser og den defensive spillestil formidles varmt af Ulrich Thomsens småautistiske deadpan-humor, som han har forfinet siden “Blinkende lygter”. Han er i front for både hold og denne film med sin insisteren på hellere at være en grim vinder end en smuk taber som det elskede 80’er-hold med Elkjær og Michael Laudrup. Hos ‘Richardo’ skal enerne indordne sig holdet med løbepensum og glidende tacklinger.

Men træneren indser snart at for at kunne behandle alle lige, så må de behandles forskelligt. Den indsigt har Kasper Barfoed heldigvis haft fra begyndelsen. Truppens spillere får ikke alle den samme mængde skærmtid i lighedens navn. Enkelte er udvalgt i helhedens tjeneste. Brian Laudrup er det skrøbelige geni, der har det svært med systemet. Han kræver friere rammer for at kunne bidrage. Og så er der de to overskæg på midtbanen. ‘Faxe’ og Vilfort. ‘Faxe’ er den komiske klovn, der vil score flere mål. Han er udtaget af Barfoed til de ufarlige grin, når han uden held øver sig på at skyde på mål. Vilfort leverer derimod de tragiske følelser, da han må forlade holdet til fordel for sin kræftsyge datter. Der er ting i livet, der er vigtigere end fodbold.

Således væves de små historier ind i den samlende fodboldhistorie som organiske opbygninger, der løbende forløses. Fakta – at Brian Laudrup blev kåret til turneringens bedste, at ‘Faxe’ og Vilfort scorer i finalen – anvendes med stor følelsesmæssig pondus til at fortælle de almenmenneskelige historier bag og imellem kampene. Mangel på respekt, manglende evne til at passe ind, drømme om noget større og bearbejdelsen af tab og sygdom. Det hele med et nostalgisk glimt i roligan-øjet, hvor de nærmest mytologiske fortællinger om afbudsholdet, der spillede minigolf og spiste på McD, naturligvis er blandt.

Hvad så med fodbolden? Den holdes til et minimum. Til afgørende øjeblikke, der tjener det, der sker uden for kridtstregerne. Og den leveres klogeligt af arkivmateriale kombineret med enkelte nærbilleder af fiktionens fodboldspillere ledsaget af de oprindelige tv-kommentarer fra Flemming Toft og Preben Elkjær. Fodbold ligner aldrig fodbold, når film forsøger at genskabe det vidunderlige spil. “Sommeren ’92” er ikke en fodboldfilm, men en film om mennesker på et hold, der spiller fodbold.