Sommeren ’92
Udgivet 26. aug 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg mindes åbningskampen imod England – en kedelig nullert fra dengang målmanden måtte samle tilbagelægninger op i det uendelige. Det gjorde Peter Schmeichel! Jeg mindes bittert Tomas Brolins svenske scoringspirouette, der næsten sendte Danmark ud af EM efter den kun anden kamp. Jeg mindes comeback-følelsen over Elstrups sene scoring imod Frankrig. Jeg mindes, at jeg faldt i søvn, inden Kim Christoftes trillende straffescoring sendte Holland hjem – og Danmark i finalen. Jeg mindes ”huttelihut!” og Kent Nielsens lange tå i den umulige finale imod Tysklands verdensmestre. Jeg mindes en helt masse andet fra fodboldsommeren i 1992. Det er det, “Sommeren ’92” handler om. At mindes.
Men træneren indser snart at for at kunne behandle alle lige, så må de behandles forskelligt. Den indsigt har Kasper Barfoed heldigvis haft fra begyndelsen. Truppens spillere får ikke alle den samme mængde skærmtid i lighedens navn. Enkelte er udvalgt i helhedens tjeneste. Brian Laudrup er det skrøbelige geni, der har det svært med systemet. Han kræver friere rammer for at kunne bidrage. Og så er der de to overskæg på midtbanen. ‘Faxe’ og Vilfort. ‘Faxe’ er den komiske klovn, der vil score flere mål. Han er udtaget af Barfoed til de ufarlige grin, når han uden held øver sig på at skyde på mål. Vilfort leverer derimod de tragiske følelser, da han må forlade holdet til fordel for sin kræftsyge datter. Der er ting i livet, der er vigtigere end fodbold.
Hvad så med fodbolden? Den holdes til et minimum. Til afgørende øjeblikke, der tjener det, der sker uden for kridtstregerne. Og den leveres klogeligt af arkivmateriale kombineret med enkelte nærbilleder af fiktionens fodboldspillere ledsaget af de oprindelige tv-kommentarer fra Flemming Toft og Preben Elkjær. Fodbold ligner aldrig fodbold, når film forsøger at genskabe det vidunderlige spil. “Sommeren ’92” er ikke en fodboldfilm, men en film om mennesker på et hold, der spiller fodbold.
”Kom mæ’ tilbage,” kommanderer Richard Møller. Direkte er det en træningsordre til Laudrup, der forsømmer sine tilbageløb på banen. Men jeg forstod det også som en nostalgisk opfordring. Kom med tilbage til en tid, hvor 80’ernes korte shorts blev erstattet med 90’ernes knælange. Kom med tilbage til en sommer med følelser og fodbold – til en sommer, hvor Brian, Kim, John, Flemming, Peter og ikke mindst Richard gjorde det umulige. Tak for minderne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet