Niels Ardens Oplevs kommende ungdomsfilm ”Kapgang”, Pernille Fischer Christensen ”En du elsker” og Niels Malmros’ ”Sorg og glæde” får alle muligheden for at vinde verdens største filmpris næste år. De er nemlig alle blevet sat på shortlist til at blive den danske Oscar-kandidat i kategorien ‘Bedste udenlandske film’. Det skriver DFI.
Se også: Nikolaj Arcel skal instruere den tredje Afdeling Q-film
”De tre film, vi har valgt, er lavet af danske instruktører, der har sig gjort sig bemærket ude i verden med deres tidligere film, og som vi kan være rigtig stolte over. Komité-medlemmerne vil i den kommende måned følge de tre film og overveje, hvilket potentiale de hver især har i Oscar-sammenhæng, inden vi tager den store beslutning,” siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, der er formand for komitéen.
De seneste fire år har det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Sciences udtaget en dansk film til at dyste i kategorien ‘bedste udenlandske film’.
I 2011 var det Susanne Biers “Hævnen”, i 2012 Ole Christian Madsens ”Superclásico”, i 2013 Nikolaj Arcels ”En kongelig affære” og i 2014 Thomas Vinterbergs ”Jagten”. Biers film vandt som bekendt en Oscar til Danmark, og Arcels og Vinterbergs blev Oscar-nomineret.
I Danmark er det en komité bestående af syv repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet, der afgør hvilken dansk film, der indstilles til kampen om en Oscar-nominering i kategorien ‘Bedste udenlandske film’.
Komité-medlemmerne mødes igen torsdag den 18. september for at afgøre hvilken film, der vil have den bedste chance, når akademiets medlemmer skal stemme.
#1 raylewis 10 år siden
#2 Nicki52 10 år siden
#3 X&O 10 år siden