En du elsker
Udgivet 24. apr 2014 | Af: MMB | Set i biografen
I “En du elsker” tvinges Thomas Jacob, en gudbenådet musiker med en Nick Cave-agtig aura, til at forlade sin egen lille, sikre kunstnerboble for at konfrontere virkeligheden. Den historie er fortalt rigeligt med gange før. Så hvordan kan det egentlig være, at Pernille Fischer Christensens drama ikke virker som én stor, kedelig gentagelse, men ofte er decideret rørende?
Og at se Thomas Jacob alene med sine indre dæmoner er intet særsyn. For den verdensberømte musiker er umiskendeligt filmens hovedperson. Det giver også Persbrandt muligheden for at vise, hvorfor selveste Peter Jackson ville have ham med i sine “Hobbitten”-film. Den svenske ballademager har også en eller anden svensk hjemmestrik-foran-pejsen varme, kollegaerne ikke kan matche. Selv når han i rollen som verdensfjern musiker sidder i en taxi med solbriller på og kigger tomt ud af vinduet, føler jeg et nærvær.
Desværre får Persbrandt aldrig det modspil, hans indelukkede karakter har brug for. Vi ser ellers prøver på det, da Birgitte Hjort Sørensen som Thomas Jacobs datter, Julie, forsøger at rive op i fortiden, men må se sit angreb pareret, inden det for alvor når at gøre skade. Her berører filmen kort noget ømt. Desværre fungerer hendes rolle mere end noget andet som en anledning til at lade musikeren få ansvaret for det nuttet-sympatiske, men desværre også noget anonyme barnebarn, Noa. Modspil får Persbrandt i hvert fald slet ikke fra Trine Dyrholm, der ellers normalt er en af Danmarks ubetinget bedste i disciplinen mod- og medspil. Ja, hun har vel nærmest aldrig været udstyret med flere manuskripttamheder end i rollen som superproduceren Molly Moe. ”Jeg ved, jeg er din ven. Det ved jeg,” er et godt eksempel på et øjeblik, der var tæt på at rive mig ud af filmens illusion.
Når spotlyset er rettet på Persbrandt, glemmes filmens problemer dog hurtigt. Sangevnerne vil ganske vist ikke få ham langt i X-Factor, men det er underordnet. Persbrandt indtager scenen med en fængslende autoritet, der leder tankerne mod Nick Cave og Leonard Cohen. Måske det er Persbrandts turbulente privatliv, hvor misbruget – som hos Thomas Jacob – har været på besøg, der gør forskellen? Sikkert er det, at Persbrandts præstation føles ægte. Han er det rørende element i en ellers på mange måder skabelonagtig film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet