Sorg og glæde
Udgivet 13. nov 2013 | Af: Outbound Sith | Set i biografen
En mand kommer hjem til et næsten mørklagt hus. I stuen ser han et ældre par sidde forstenet i sofaen. ”Hvad er der sket?”, spørger manden, hvorefter kvinden i sofaen bryder fuldstændig sammen, mens hun fremstammer ”Signe har dræbt Maria!” Men hvem er Signe? Og hvem er Maria? For slet ikke at tale om de tre personer i stuen? Efter to minutter sad jeg lamslået i biografsalen med følelsen af at have fået en gedigen mavepuster. Velkommen til “Sorg og glæde”.
Efter den voldsomme indledning går sammenhængen langsomt op for publikum, efterhånden som Johannes tager rundt og forklarer sig til bl.a. sine forældre, politiet og Signes arbejdsplads. Til sidst ender han hos den retspsykiater (en fremragende Nicolas Bro), der skal vurdere Signes mentale tilstand inden den kommende retssag. Under denne samtale skifter filmen fornemt struktur, og i en række flashbacks oprulles hele forhistorien, fra parrets første møde til den skæbnesvangre aften. Det er en både skræmmende og morsom rutsjebanetur gennem det komplicerede forhold, hvor hendes psykiske ustabilitet hele tiden enten lurer i baggrunden eller er helt fremme i fokus. En fintfølende fremstilling af, hvordan det må være at have en psykisk lidelse så tæt inde på livet, som Nils Malmros vitterligt har haft.
I sidste ende er det filmens opbrudte struktur med de førnævnte flashbacks, der sammen med den meget personlige historie gør den værd at se. En strengt kronologisk fortælling ville formentlig være faldet til jorden som et skamløst egotrip frem mod tragedien. Ved at starte med klimaks og derved hurtigt afmontere den del af spændingen kommer filmen i stedet til at handle om noget andet: om alle de små ting, som Johannes/Nils kunne, burde og skulle have gjort, for at historien måske kunne være endt anderledes. Samtidig får man også en bedre – men ikke fuldendt – forståelse for, hvordan Nils Malmros kunne tilgive sin kone og leve videre med hende den dag i dag.
De afsluttende scener runder både filmens og instruktørens historie fint af. Nils Malmros har udtalt, at “Sorg og glæde” bliver hans sidste film, og i så fald er det en værdig afsked med Danmarks mest personlige instruktør – et stærkt og til tider grænseoverskridende drama om at blive rigtig voksen. Men helt så ikonisk som nogle af hans ungdomsfilm bliver den aldrig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet