Don Johnson er den seneste skuespiller, som har sluttet sig til komedien “Born to Be a Star”, hvori også Nick Swardson, Christina Ricci og Stephen Dorff medvirker.
Filmen omhandler en ung mand (Swardson) fra en lille by i Iowa, som finder ud af, at hans forældre i 70’erne var berømte pornostjerner. Han beslutter sig nu for at søge til Hollywood for at følge i sine forældres fodspor og blive den største mandlige pornostjerne i verden.
Christina Ricci spiller i filmen fyrens dydige kæreste, mens Stephen Dorff har rollen som ‘Dick Shadow’ – en legendarisk pornostjerne.
Don Johnson har fået rollen som en afdanket pornoinstruktør, der giver Swardsons karakter en chance for vise sine evner på film.
“Born to Be a Star” har manuskript af Adam Sandler og Swardson, mens Tom Brady står bag kameraet. Brady debuterede som instruktør med “The Hot Chick” i 2002, der havde Rob Schneider og Anna Faris i rollerne.