“Evil Dead 4” får grønt lys

Instruktøren Sam Raimi, produceren Robert Tapert og skuespilleren Bruce Campbell har nu – gennem deres produktionsselskab Ghost House Pictures – givet grønt lys til produktionen af “Evil Dead 4”.

Se også: Sam Raimi udtaler sig om fremtiden for “Evil Dead”.

Trioen har hyret Fede Alvarez til at instruere filmen. Alvarez har tidligere instrueret nogle kortfilm – deriblandt “Ataque de pánico!” (“Panic Attack”), som Raimi og Tapert var meget store fans af.

Alvarez skrev “Panic Attack” sammen med Rodolfo Sayagues, og de to har også skrevet manuskriptet til “Evil Dead 4”. Manuskriptet er dog i øjeblikket ved at blive finpudset af Diablo Cody, som i 2008 vandt en Oscar for sit manuskript til komediedramaet “Juno”, og som også skrev drejebogen til gyseren “Jennifer’s Body”.

Sam Raimi, Robert Tapert og Bruce Campbell vil alle tre stå som producere på filmen, og de har udtalt: ”Vi er meget engagerede i at lave denne film, og vi er meget inspirerede af den vedvarende popularitet og entusiasme, som “Evil Dead”-serien er omgivet af. Vi kan ikke vente med at skræmme en ny generation af biografgængere med filmteknikker, der ikke var tilgængelige for os for 30 år siden, samt til at se Fede [Alvarez] kaste et frisk blik på filmens oprindelige elementer.”

Den første “Evil Dead” fik premiere i 1981, og den blev efterfulgt af “Evil Dead 2” i 1987 og “Army of Darkness” i 1992.

Læs Filmz’ Blu-ray-anmeldelse af den første “Evil Dead”-film.



Vis kommentarer (22)
Gravatar

#21 Kruse 13 år siden

Djibyman (19) skrev:
Jeg mener bedre lavet...effekterne altså, men jeg er nød til at tilstå at jeg ikke er fan af den første.


Okay, så kan jeg sagtens følge dig :)

Jeg synes udemærket om 1'eren, men kan også bedre lide både 2'eren og 3'eren.

#20: Men det bliver jo heller ikke med Sam Raimi som instruktør, hvilket efter min mening er ligeså stort et tab som ikke at have Bruce Campbell med.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#22 Highland Park 13 år siden

Hvorfor pokker får hver eneste gut der kan lave en scifi-kortfilm med overbevisende effekter og "Cloverfield"-inspireret billedside en stor pose penge og lov til at genindspille en klassiker?
Kan han måske fortælle en historie og instruere skuespillere? "Ataque de pánico!" er både plot- og fantasiløs. Om jeg begriber, hvad Raimi og Tapert ser i den.
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: