Når børn får børnDe fleste har efterhånden stiftet bekendtskab med docu-soaps som “De unge mødre” og “Når børn får børn”. I en mere romantiseret version har den debuterende manuskriptforfatter Diablo Cody med den amerikanske filmindustri i ryggen og i samarbejde med instruktøren Jason Reitman skabt en veloplagt og behagesyg komedie med den veloplagte “Juno”.

Og selv om samme Cody ganske vist nappede en Oscar for årets bedste manuskript ved Hollywoods årlige lovprisning af sig selv, var det imidlertid filmens altoverskyggende og uovertrufne hovedrolleindehaver, Ellen Page, der løb med opmærksomheden i den forbindelse. Hun var selv nomineret for sin imponerende indsats i samme film, men måtte dog forlade festen tomhændet. En del tyder dog på, at vi nok skal få den unge skuespillerspire at se i selskab med en af de gyldne statuetter før eller siden, og hun har da også skiltet med sin ekvilibristiske kunnen i andre bemærkelsesværdige satsninger. Tag for eksempel bare den grumme “Hard Candy” eller den uforsonlige “Tracy Fragments”.

I “Juno” spiller hun den rapkæftede teenager Juno MacGuff, som af vanvare og ganske uplanlagt bliver gravid efter at have taget den ivrigt motionerende Paulie Bleekers mødom i en faldefærdig lænestol. En familieforøgelse synes ikke at være det oplagte valg for hverken hende eller ham, og i øvrigt er de hverken etablerede eller i forhold. Skræmt af abortklinikkens procedurer vælger den vordende mor dog at gennemføre den uventede graviditet og sætter sig i samråd med sin skøre familie og den opmærksomhedshungrende veninde Leah for at finde frem til de helt rigtige adoptivforældre til barnet.

Ud over skuespillet er særligt humoren et bærende element i “Juno”, og de mange velsmurte replikker falder som perler på en snor. Karakterernes samspil og de gældende omstændigheder er med til at skabe en række situationer, hvor det er svært ikke at trække på smilebåndet. Desværre bliver den opskrift også filmens største modstander, og midtvejs i akten – ikke den seksuelle – går gassen af ballonen. De rappe replikker er brugt op og historien fortalt. Resten er fyld og kransekagefigurer, som er taget med, så “Juno” kan udfylde de obligatoriske halvfems minutter. Der er stadig strejf af storhed, men ikke i samme grad, som de første tre kvarter kunne skilte med.

På banen kommer – ud over Junos indskrænkede, men kærlige far – også det barnløse par Mark og Vanessa, hvor særligt hun brændende ønsker sig et barn, og han kæmper med næb og kløer for at holde fast i den sidste bid af ungkarletilværelsen. Ikke overraskende finder Juno og Mark fælles interesser i musikken. Han er tidligere guitarist, mens hun blot drømmer om at spille musik. Men alt er ikke så nemt bag glansbilledefacaden, som det ser ud, og det knager i fugerne. Kan Juno trygt overdrage det kommende barn til de to overklasseløg? Og hvad skal der egentlig blive af hende og unge, usikre Bleeker?

“Juno” er trods udsving en fin fortælling om, hvor vigtige relationer til familie og venner er, især når det brænder allermest på. Nu er den gravide teenager aldrig for alvor presset i bund af sine konflikter, og handlingen skal også bare tages for, hvad den er. Alligevel må der gerne skeles til budskabet, for makkerparret Cody og Reitman har fat i den lange ende med en kompleks historie og mange bæredygtige pointer. Der er tre mænd i Junos liv – hendes far, hendes barns kommende adoptivfar Mark og så naturligvis hendes barns rigtige far Paulie Bleeker. Ingen af dem evner for alvor at bistå Juno med gode råd. Det gør til gengæld de mange hunkønner, som bevæger sig i filmens periferi.

Trods en til tider fræk klipning er “Juno” fortalt efter helt klassiske narrative forskrifter, og som tilskuere sættes vi til at følge Junos graviditet – med voksende mave til følge – hen over de fire årstider efterår, vinter, forår og sommer. Et kalenderår – knap og nap – skal tilbagelægges, og med tiden skal den unge MacGuff blive voksen på rekordtid. Ind i mellem virker det dog som om, det i virkeligheden er hende, der er den (eneste) voksne i nærværende film, hvor de fleste andre har svært ved at finde ud af deres respektive livsførelser. Ikke desto mindre er det Juno, som trækker det tunge læs – i bogstaveligste forstand.

VideoFilmen præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.85:1-format. Farverne er således stærke og varme, mens kontrasten holder sig stabil, og der er undervejs ikke nævneværdige eksempler på hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser. Eneste anke er de tilfælde af edge-enhancement, som indfinder sig undervejs, men dog fortrinsvis falder i øjnene i filmens lysere scener.

AudioPå lydsiden forekommer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-format, som ganske enkelt er blændende. Dialogen – som er det bærende element – er tydelig, og der er ikke antydningen af overstyringer. I tilgift bæres fortællingen frem af et lifligt og stemningsfuldt score, præget af akustiske guitarer. Atmosfæren er desuden godt sammentømret, og enkelte lydpanoreringer samt distinkte effektlyde er vellykkede.

Ekstramateriale”Juno” indledes med trailere for “Jumper”, “Be Kind Rewind” og “27 Dresses”, men det viser sig at være pynten på kransekagen, for ekstramaterialet er nemlig en fyldestgørende pakke med alsidige traktementer. Der er et udmærket kommentarspor med instruktør Jason Reitman og manuskriptforfatter Diablo Cody, men også de mange fraklip og gag reels formår at underholde. “Screen Tests” viser de medvirkende skuespillere under prøverne, mens fire forskellige featuretter går i kødet på henholdsvis de tre karakterer Juno, Leah og Bleeker, instruktøren, manuskriptforfatteren og endeligt hovedkarakterens tilblivelse. Alsidigt og godt.

Rap i replikken og livsgladFilm, der omhandler uønskede graviditeter, er absolut ikke nyt og anderledes materiale til en film, og det er da heller ikke så meget takket være selve plottet, at instruktøren Jason Reitmans “Juno” glimrer, men snarere fordi den er forsynet med en charmerende og intelligent fortællestil, en frejdig dialog og en glimrende rollebesætning, som tilfører filmen energi og liv. “Juno” er på en gang lettere banal og alligevel intet mindre end fremragende med en lavmælt fortælling, som formidles med ynde og livfuldhed.

I hvad der efterhånden må betegnes som nærmest klassisk amerikansk independentfilm-stil, udspiller “Juno” sig i en uspecificeret amerikansk forstad. Her møder vi den 16-årige gymnasieelev Juno McGuff. Juno er intelligent, men hun keder sig i sine forstadsomgivelser. Hendes liv bliver dog vendt på hovedet, da hun en dag opdager, at hun er blevet gravid med sin bedste ven Paulie Bleeker. Hun ønsker ikke barnet, men en abort viser sig snart heller ikke at være en mulighed, så i stedet beslutter hun sig for at bortadoptere. Hun udser sig ægteparret Vanessa og Mark Loring, som hun har fundet blandt diverse annoncer i en lokalsprøjte.

Vi følger nu Juno igennem hele graviditeten, hvor hun først og fremmest skal dele nyheden med barnets far og ikke mindst sin egen familie. Imens begynder Juno naivt at knytte bånd til den kommende adoptivfamilie, hvor det viser sig, at den finpolerede overflade dækker over knagende sprækker. Samtidig må hun gøre op med sig selv, hvad hun egentlig vil stille op med sit forhold til Paulie, som hun dominerer, uden at lade ham selv komme til orde.

“Juno” er den klassiske fortælling om at blive voksen, der lægger ud som en komedie, men udvikler sig til noget ganske andet, der rækker langt dybere ned end blot til lattermusklerne. Mens vi har leet os igennem filmen, er vi kommet til at holde af alle karaktererne – høj som lav. Og selvom filmen fortæller en historie, vi har set før, er det svært at ryste den følelse, som filmen har vakt, af sig. Det er livsbekræftende at se Juno kaste sig hovedkulds og helt uden skrupler over den udfordring, livet har idømt hende, mens hun bliver klogere på sig selv og verden omkring hende.

Ellen Page er filmens helt store centrum i rollen som Juno, og hun leverer en utrolig præstation som den lille, rapkæftede Juno. Hun er kvik. Hun er flabet. Hun er lige præcis, som teenagere ind imellem kan være, når de i dette mellemstadium mellem barn og voksen i deres naivitet ser klarere end de fleste voksne, og andre gange ser de ikke, hvad der er lige for næsen af dem. Dialogen er ganske enkelt fornøjelig, også selvom den er tydeligt konstrueret, for naturligvis er der (så godt som) ingen mennesker, der er i stand til at levere en så underfundig, skarp og morsom talestrøm på stående fod. I perioder er Junos rapkæftethed måske lidt i overkanten, men efterhånden som plottet skrider frem, bemærker man det ikke længere. Dertil kommer, at filmen er perfekt castet også i de øvrige roller.