Hun kan sgu spille skuespil!

Når Megan Fox ikke har travlt med at agere trækplaster for drilske drengerøve i Michael Bays rærlige “Transformers”-film, gør Fox sig selv til grin i pressen med højtravende klagesange, som antyder, at hun bare er et kønt ansigt med større flair for rapkæftede udbrud end skuespil. Men i “Jennifer’s Body” løfter det eftertragtede sexsymbol sløret for et talent, man hidtil kun har anet i ultrakorte glimt i hendes tidligere film. Hun er sexet (selvfølgelig), charmerende, frygtindgydende, mildt bevægende og meget, meget morsom.

Og så klæder det i øvrigt Fox at påtage sig en rolle, der tager pis på hendes offentlige image. Jennifer er en ung studine, som får alle gymnasiets drenge til at savle, men bag hendes kønne facade gemmer der sig en usikker pige, der ikke har frygtelig meget mellem ørerne, og som vil gøre hvad som helst for at opnå opmærksomhed – endda kværne afføringsmidler for at holde sig i form. Hun er langtfra et mønstermenneske, men Fox antyder subtilt med få blik, bevægelser og ord, at Jennifer er mere end bare en pompøs poptøs. Måske ønsker hun blot at være normal? Fox gør en rolle, der sagtens kunne være endt som en stereotyp skurk, til en omvandrende gåde, man gerne bruger tid på at prøve at regne ud.

Jennifer bliver til historiens skurk efter en stor ildebrand i den bitte flække Devil’s Kettle (sejt navn). Hun bliver ført væk fra ulykkesstedet af et band, som spillede umiddelbart før branden. Først sent får vi at vide, hvad gruppen dernæst gjorde med den godtroende teenager, og den barske sandhed skal naturligvis ikke afsløres her. Men da Jennifer dukker op igen hos sin bedste veninde, Needy, indsmurt i blod og med en tendens til at opkaste tjære, bliver det hurtigt klart, at Jennifer ikke længere er den samme. Og pludseligt begynder byens unge drenge at blive slagtet én efter én… Kan Needy tage sig sammen til at spidde veninden og redde nabolaget?

Forholdet mellem Jennifer og Needy er filmens omdrejningspunkt, og sammenspillet mellem Megan Fox og Amanda Seyfried er superbt. De to piger kunne næsten ikke være mere forskellige, men duoen har så god en kemi, at deres venskabs troværdighed aldrig kommer under pres. Med et navn som Diablo Cody lå det næsten i kortene, at den Oscar-belønnede manuskriptforfatter en dag ville forfatte en gyser. Og ligesom Codys drejebog til “Juno” er hendes seneste manus spækket med vittige dialoger – især en snak om oceanet af sløje soundtracks rammer plet. Der bliver dog sparet på de intertekstuelle referencer i denne omgang, og det er kun et plus. Indimellem tog antallet af film- og musikcitater overhånd i “Juno”.

De færre hentydninger til andres værker antyder, at Cody er vokset som forfatter og hviler mere i sig selv. Men Codys største bedrift, som instruktøren Karyn Kusama naturligvis også fortjener en del af æren for, er seancens næsten perfekte balancegang mellem det seriøse og det humoristiske, det uhyggelige og det fredsommelige. Venskabet mellem Needy og Jennifer tillægges så stor vægt af både filmmagerne og skuespillerne, at man virkelig bekymrer sig om forholdet. Samtidig er der masser af gedigne gys undervejs. Computereffekterne halter lidt, men når Jennifers transformation fuldbyrdes, er hun ofte decideret skræmmende. Og så er det ekstremt forfriskende at se en ungdomsgyser, der ikke er besat af bare bryster eller billige chokeffekter.

Det er også dejligt, at filmen ikke styrer udenom brutal vold eller bandeord, som så mange andre gysere gør for at få en lavere aldersgrænse og dermed flere penge i kassen. Det gør “Jennifer’s Body” mere uhyggelig og troværdig. Det er ærgerligt, at filmen bruger så lang tid på at komme op i omdrejninger, og en unødvendig sekvens under rulleteksterne efterlader en trist smag i munden. Men i intervallet mellem filmens begyndelse og slutning er der nok drama, gys, karismatiske karakterer og skarpe jokes til at gøre denne bitte perle et bekendtskab værd.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Det er praktisk talt umuligt at finde på noget negativt at sige om transferet. Billedet er knivskarp, både kontrasten og farvegengivelsen er simpelthen upåklagelig, og hverken støj, snavs, edge-enhancement eller udtværing forekommer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er ærlig talt en smule kedeligt. De fleste moderne gysere har fabelagtige lydspor, som driver gæk med underbevidstheden og tirrer nerverne. Men dette DD5.1-mix er altså lidt tandløst. Jovist, alle lydsidens elementer gengives klokkeklart, men lydsiden benytter alt for sjældent baghøjtalerne. En mere trykkende stemning kunne være blevet skabt, hvis der var blevet leveret flere subtile, effektive atmosfærelyde. Men støj forekommer aldrig, der er få gode panoreringer, og lydsporet har også en hæderlig bund. Godt, men ikke godt nok.

Ekstramateriale

Ifølge udgivelsens omslag er det en ucensureret udgave af filmen, som befinder sig på dvd’en. Et besøg på movie-censorship.com bekræftede dog, at det faktisk er biografversionen, som ligger på skiven. Mærkværdigt! Desværre er her intet andet end sølle seks slettede/forlængede scener, som tilsammen varer 13 minutter. Et par af dem er nogenlunde (en enkelt scene i en fængselscelle er ganske effektiv), men hvorfor er her ingen af de dokumentarer, fraklip eller kommentarspor, som befandt sig på de udenlandske udgivelser af filmen? En digital kopi af filmen medfølger også.