Den kommende western “Jane Got a Gun”, som Natalie Portman spiller hovedrollen i og producerer, har været igennem en turbulent opstartsfase, men nu ser det omsider ud til, at projektet er kommet på ret køl.

Se også: Instruktør dropper “Jane Got a Gun” – samme dag som optagelserne starter.

Oprindeligt bestod rollebesætningen af Portman, Michael Fassbender, Jude Law og Joel Edgerton, men så sprang Fassbender fra, og på dagen hvor optagelserne skulle starte, valgte instruktøren Lynne Ramsay at trække sig ud af projektet. Jude Law var interesseret i filmen på grund af netop Ramsay, så derfor forlod han også filmen.

Gavin O’Connor (“Warrior”) overtog dog prompte instruktørstolen, mens Edgerton overtog Fassbenders rolle, hvorefter Noah Emmerich også sluttede sig til filmen. Men så manglede man pludseligt en skuespiller til skurkerollen. Bradley Cooper kom filmholdet til undsætning, men da optagelserne på David O. Russells “American Hustle” blev udskudt, måtte Cooper også takke nej.

Men nu har skotske Ewan McGregor altså fået skurkerollen, og dermed skulle hele puslespillet omsider være samlet. Filmen omhandler Jane (Portman), der må bede sin tidligere elsker om hjælp til at beskytte sit hus og sin familie, da hendes mand en dag bliver kritisk såret af en grum bandeleder, der nu kommer for at gøre arbejdet færdigt. “Jane Got a Gun” udkommer engang næste år.

Du kan i øvrigt snart se Filmz TV’s eksklusive “Jack the Giant Slayer”-interview med netop Ewan McGregor, når Bryan Singers eventyrfilm udkommer herhjemme på dvd og Blu-ray.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: