Instruktør James Wan forvandlede “Fast & Furious 7” til halvanden milliarder dollars. Derfor ville Universal Pictures meget gerne have Wan til at gentage succesen med “Fast & Furious 8”, men Wan ville hellere lave “The Conjuring 2”.
Se også: Vin Diesel om “Fast & Furious 8”: Bliver verdens bedste film!
Det stiller Universal i en skidt situation, da de via hovedrolleindehaveren Vin Diesel allerede har meddelt, at næste film kommer i 2017. Men de rette instruktører er ikke ledige til tjansen, hvilket har fået Universal til at give Wan et tilbud, han ikke kan modstå. Et tilbud, der vil sikre ham for resten af sit liv, skriver The Hollywood Reporter.
Utroligt nok har Wan fastholdt sit nej tak til mere “Fast & Furious”, da han angiveligt fik helbredsproblemer ved at styre optagelserne på den seneste film i franchisen.
Dette skyldtes blandt andet Paul Walkers tragiske død, der gjorde, at store dele af filmen skulle ændres og skrives om, samtidig med at Vin Diesel som både skuespiller og producer skulle være ekstremt vanskelig og detaljeorienteret at arbejde sammen med. Således er den næste film i franchisen stadig uden instruktør.
“Fast & Furious 8” får (måske) premiere d. 14 april i år 2017.