21 Gram

InstruktionAlejandro González Iñárritu

MedvirkendeCarlo Alban, Arita Trahan, Lew Temple, Arron Shiver, Jessica Scott, John Rubinstein, Jennifer Pfalzgraff, Denis O'Hare, Melissa Leo, Verda Davenport, Jerry Chipman, Harmony Carrigan, Alex Blagg, Benicio Del Toro, Stephen Bridgewater, Teresa Delgado, Marc Musso, Chance Romero, Danny Huston, Charlotte Gainsbourg, Kevin Chapman, Clea DuVall, Naomi Watts, Paul Calderon, Sean Penn, Catherine Dent

Længde125 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen27/02/2004

Anmeldelse

21 Grams

4 6
Den mexicanske instruktør Alejandro Gonzáles Iñárritu væver på interessant vis tre vidt forskellige menneskers tilværelser sammen til en intens skildring af den moderne amerikanske middelklasse. “21 Grams” er et skæbnedrama med døden som den overordnede fællesnævner og ikke mindst katalysator for en lang række bizarre og dybt tragiske hændelser, der understreger hvor svært det er at blive klog på livet. Det fantastiske skuespil og de nuancerede karakterer hæver i fællesskab filmen op over standarden, og er man i stand til at navigere rundt i den unødvendigt komplekse narrative struktur, venter der en filmoplevelse af de absolut bedre.
Allerede efter den første håndfuld indstillinger er det tydeligt, at Iñárritu er en instruktør der ikke er gjort af det samme stof som sine kolleger fra Hollywood. Han har en anden opfattelse af hvordan en historie skal formidles og sætter en ære i at udfordre sit publikum på flere niveauer. De tre overordnede handlingsstrenge i “21 Grams” er alle fragmenterede og repræsenterer ét stort puslespil, som vi kun lidt efter lidt er i stand til at samle. Jo flere informationer vi modtager, jo flere forventninger opbygger vi til hvad der mon vil ske med karaktererne, og en del af fascinationen ved Iñárritus film skal findes i måden hvorpå han meget bevidst ansporer til både gyldige men også fejlagtige læsninger af plottet. Selvom vi indledningvist tror at vi har gennemskuet Sean Penn og Naomi Watts’ indbyrdes forhold, viser det sig at der ligger meget mere bag deres møder, for slet ikke at tale om den blodige køretur, de foretager sammen med Del Toro.
Med det sagt kommer muligheden for at deltage aktivt i filmen imidlertid ikke helt uden omkostninger. Undervejs i forløbet vil man derfor opleve, at man er travlt beskæftiget med at finde rundt i kronologien i stedet for at koncentrere sig om karakterernes følelser. Grunden til at teknikken fungerede i eksempelvis “Pulp Fiction” skyldes, at denne film netop ikke spillede på de store emotioner men snarere var udtænkt som en snedig leg med vores opfattelse af plot og karakterer, og som ikke mindst rettede vores opmærksomhed mod genrens konventioner. Hvor strukturen i “Pulp Fiction” var motiveret af den selvrefleksive stil og optrådte som en af hovedattraktionerne ved filmen, falder den delvist til jorden i “21 Grams”, idet den fra tid til anden afholder os fra vigtig information, der ville styrke vores indlevelse i filmen. Et godt eksempel er Watts’ ægteskab med sin mand. Vi har ikke nok indsigt i deres kærlighed til på alle tidspunkter at forstå motivationen bag Watts’ ekstreme handlinger. Vi får derfor overvejende en intellektuel fremfor en emotionel oplevelse af en film, der primært er designet til at leve på dens intense følelser og interpersonelle forhold. På den anden side ville “21 Grams” miste meget af sin tiltrækningskraft hvis den ikke havde denne mosaik af scener, og løsningen er derfor heller ikke bare at klippe historien “rigtigt” sammen.
Kvaliteten af skuespillet er den største styrke ved “21 Grams” og med Sean Penn, Naomi Watts og Benicio Del Toro på rollelisten er der lagt i kakkelovnen til en tour de force af stærke præstationer. Sammenlignet med “Mystic River” er Penns rolle her mere behersket uden så megen råben og skrigen. Jeg må indrømme at jeg faktisk foretrækker hans præstation i “21 Grams” fremfor i Eastwoods thriller, og mener at han burde være nomineret for denne film i stedet. Watts beviste allerede i “Mulholland Drive” at hun var i stand til at magte krævende roller, og giver her alt hvad hun har i et forsøg på at gøre den store omvæltning, som hendes karakter Christina gennemgår i løbet af filmen, troværdig. Det lykkedes langt hen ad vejen. Bedst af de tre er Benicio Del Toro, der i skikkelse af den tragiske Jack Jordan ikke er i stand til at flygte fra sin fortid. Hans nyvundne og klippefaste tro på gud smadres efter at skæbnen spiller ham et grumt pus, netop da hans liv ser ud til at være på rette vej. Del Toro spænder utroligt vidt i sit skuespil, og er en af de få personer der med meget små anstrengelser kan kommunikere et væld af komplekse følelser. Man både hader ham og føler sympati for ham i “21 Grams”.

Skuespillet danner sammen med den minimalistiske og rystede billedeæstetik en realistisk ramme omkring den mildest talt usædvanlige historie. Her er det de store og kontroversielle temaer, såsom hvor meget et liv er værd og hvilken rolle gud spiller i vores samfund, der er oppe at vende. Heldigvis vælger Iñárritu at gå til sine problemstillinger på en ærlig og nøgtern facon, der understreger at han ikke er bange for eventuelt at træde folk over tæerne. Alene denne egenskab gør hans film meget vægtigere og vedkommende, end mange af dem vi normalt tilbydes fra USA. Derudover kan stilen på flere måder sammenlignes med den landsmanden Alfonso Cuarón lagde for dagen i “…Og din mor”. I stedet for at blot at antyde og “liste sig rundt om den varme grød” bliver der konsekvent skåret ind til benet. Ligeledes er det befriende, at den ellers så udbredte trang til at overforklare og skære selv de mest trivielle plotpoints ud i pap ikke er til stede her.

“21 Grams” er en film der skal ses. Skuespillet er på et meget højt niveau og Benicio Del Toro er billetprisen værd alene. Selve filmen ville muligvis have været bedre tjent uden den snørklede labyrint af fragmenterede scener, idet den følelsesmæssige gennemslagskraft mindskes som følge af den non-liniære opbygning. Det er umiddelbart svært at finde motivationen bag filmens formelle eksperimenteren. Ikke desto mindre er handlingen overordentlig intelligent skruet sammen, og det er uden tvivl stadig meget spændende at deltage i detektivarbejdet og forsøge at stykke den overordnede sammenhæng sammen.

Med to timer og fem minutter er “21 Grams” en relativ lang film og det mærkes. Tempoet hæves kun enkelte steder, og det er en fortælling der kræver en god portion tålmodighed. Har man den, vil man imidlertid blive belønnet med en af de bedste filmoplevelser igennem de seneste par måneder.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Tre mennesker mødes tilfældigt og under dramatiske omstændigheder: Paul er en dødeligt syg matematikprofessor, Christina er en mor, der sørger over et tab, og Jack har siddet i fængsel i lang tid, men er netop blevet løsladt – uden at hans nyreligiøse frelse dog har formået at fjerne den skyldfølelse, han føler over sin forbrydelse.

De tre skæbner bliver uløseligt bundet sammen – i en blanding af kærlighed, forløsning og besættelse. 21 gram er den vægt man taber når man dør. 21 gram er vægten af livet.