USA’s mest benhårde præsident

I 2008 lavede den russiske instruktør Timur Bekmambetov filmen “Wanted”, som var en forrygende tour de force i pistolskud og lynhurtige lejemordere. Den film havde en intensitet og en unik charme, der gjorde den til en af årets mest seværdige film. Det samme kan bestemt ikke siges om Bekmambetovs seneste opus, som omhandler selveste Abraham Lincoln, der åbenbart var lidt af en barsk, vampyrjagende satan, før han blev præsident.

Titlen, “Abraham Lincoln: Vampire Hunter”, siger sådan set det hele: Før Lincoln blev præsident – og samtidigt en af verdens mest kendte og velansete mænd – var han vampyrjæger(!) Det hele starter, da han som barn ser sin mor blive slået ihjel af en lokal vampyr. Herefter sværger han at få hævn, hvorefter dørene åbner sig til en verden, han troede kun hørte til i fantasiens domæne – et sted, som også “Abraham Lincoln: Vampire Hunter” burde være forblevet i al evighed.

Det er nemt at sige, at en film som “Abraham Lincoln: Vampire Hunter” delvist gør grin med Abraham Lincolns renommé, men det ville være forkert. Det er i langt højere grad en film, der gør et spændende liv til en fjollet affære, som den rigtige Lincoln næppe ville have sat pris på. Lincolns liv var nemlig spændende, og hans politik anses stadig som en vigtig grundsten i USA’s politik. Det er tydeligt at se hvorfor i de kortvarige glimt, filmen viser af Lincolns mere faktiske bedrifter. Det er desværre også i disse glimt, at man får et indblik i, hvilken film “Abraham Lincoln: Vampire Hunter” kunne have været, hvis den havde koncentreret sig om at levere en bare lidt mere troværdig fortælling.

Men vi lever i en tid, hvor ironisk latterliggørelse sælger billetter (manuskriptforfatteren Seth Grahame-Smith står i øvrigt også bag romanen “Stolthed og fordom og zombier”), og hvad er mere ironisk end at påstå, at selveste Abraham Lincoln ikke bare var måske USA’s bedste præsident nogensinde, men også en iskold vampyrjæger? Man burde i hvert fald ikke tro, at mange ville kunne tage en sådan idé seriøst, men alligevel virker det ikke altid, som om Timur Bekmambetov selv synes, at hans eget koncept er særlig sjovt eller grinagtigt. For naturligvis havde det ikke gjort så meget, at filmen drev gæk med Lincolns livshistorie, hvis den havde fungeret som skæppeskøn actionfilm, men desværre mangler både instruktionen, manuskriptet og skuespillet det glimt i øjet, som eksempelvis “Wanted” havde i overflod.

Det er redigeringen i “Abraham Lincoln: Vampire Hunter”, der redder filmen fra at blive en total katastrofe, for den er – som altid i Timur Bekmambetovs film – fuldstændig overlegen. Klipningen er minutiøst gennemført og gennemtænkt, og stjernefotografen Caleb Deschanel (ja, det er Zooeys far) rammer endnu en gang plet med sin dystre belysning, der selv i dagslyset virker skummel. Hvilket vækker et helt nyt spørgsmål til live: Er der ikke noget med, at vampyrer ikke kan tåle dagslys? Ikke her.