Aldrig mere i morgen
Udgivet 30. aug 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Alle kan lave film. Det mener Erik Clausen. Og det er jeg sådan set enig med ham i. De fleste Clausen-film er et eksempel på, at alle kan være med. Sådan er det også med “Aldrig mere i morgen”, der kan sammenfattes af en Kim Larsen-sang. Om lidt bliver her stille for en gammel udgave af Clausen. Om lidt er det forbi. Fik han set det, han ville? Jeg gjorde ikke. Fordi selv om alle kan lave film, så kan alle ikke lave gode film.
Visdommen fra “Mennesker bliver spist” har Clausen dog ikke medbragt til den her Dickens-light, hvor Clausen gør den som død Scrooge i selskab med Bodil Jørgensen som englen, der viser, hvad Clausens kunstner-patriark har gjort for og imod sin søn, kone og ekskone. Stift siger Clausen noget slumromantisk i stil med: I min barndom var vi fattige, men vi havde fuglesang…, inden en anden karikeret Clausen-karakter opsummerer den nostalgisk bedagede pointe om, at man kan godt være rig uden at eje noget. Violinerne spiller, Kim Larsen synger. Det er som i gamle dage – ingen skal lære Clausen at lave film.
Det samme gælder, når sønnen stormer ind på tv-stationen. Han vil have det sidste ord om den nu afdøde Clausen. Han råber efter Studie 2 til receptionisten. Men i stedet for at svare ham så tøver hun. Ikke fordi hun skal, men fordi hun som amatøren i skolekomedien lige skal huske sin stive replik. Der går et splitsekund for meget: ’Har du en aftale?' siger skuespilleren ude af sync. Her kunne hun godt bruge noget instruktion fra en instruktør, der ikke bare laver film, men også er god til det.
Den slags er Erik Clausen ligeglad med. Det har han altid været. Klip, replik, timing er dum, småborgerlig teknik, som slører den lille mands budskab om, at man er rig, hvis man er fattig og sammen. Det er for fattigt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet