En kønspolitisk komedie, der savner punchline såvel som pointe.

Det er som regel et dårligt tegn, når en filmtitel ikke er konsekvent i måden, den staves. Ved udgivelsen af filmen Hvidsten Gruppen (2012) om modstandsgruppen Hvidstengruppen begik produktionen en brøler ved at indsætte et ellers uskyldigt mellemrum – en sjusket fejl der blev korrigeret i forbindelse med udgivelsen af efterfølgeren Hvidstengruppen II – De Efterladte (2022). Da var skaden i mellemtiden sket, og inkonsistensen aftegner sig tydeligt. Biografaktuelle Mand Op! henfalder nu til samme sløseri.

En hurtig Google-søgning afslører flere forskellige variationer af titlen alt efter afsender. Ifølge IMDb hedder filmen Mand op!, mens Det Danske Filminstitut skriver Mand op (uden udråbstegn). Kino.dk bruger Mand Op! (med store forbogstaver), mens plakaten angiver titlen i versaler efterfulgt af et udråbstegn: MAND OP!. “STRAM OP!” fristes man til at sige.

Nå, skidt pyt, så længe filmen selv ved, hvilket ben den skal stå på. Dette viser sig dog ingenlunde at være tilfældet.

I Mand Op! følger man en lille gruppe mænd, der har fået nok! Alt for længe har kvinder domineret samfundet og mænds liv – de har gjort dem ufrivilligt barnløse og marginaliserede. Mænds sociale værdi er mindre end en klat sæd i en kop. Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard) har skabt den hemmelige undergrundsgruppe Mand Op, så om dagen arbejder han i en fagforening, og om natten er han og hans venner frihedskæmpere. De er på en mission for at genetablere den naturlige orden fra de gode gamle dage, hvor mænd styrede, og kvinderne fødte deres børn og ydede dem omsorg. Mand Op går til kamp mod sædbanker, feminister og andre kønsforrædere, men situationen løber løbsk og en skæbnesvanger handling tvinger dem til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Er de gået for langt og på hvilket grundlag?

Mand Op! er en komedie på 93 minutter, instrueret af Frederikke Aspöck (De frivillige). Og så er den et klassisk eksempel på en historie, hvor idéen kan siges at være god, men udførelsen – eller produktet for så vidt – halter efter. I kølvandet på en mediemæssig belysning af manosfæren sideløbende med den imponerende modtagelse af Netflix-serien Adolescence om et femicide lander Mand Op! på et aktuelt sted. Desværre er der tale om en gumpetung landing. Filmen når med andre ord ikke i mål med dens mission, hvilket på en måde synes mere mærkbart, idet den tager sig af et emne, der er så relevant og magtpåliggende som lige netop ligestillingsdebatten.

Mand Op! flopper på flere områder, som jeg nok skal komme ind på, men først skal jeg lige gøre det klart, at årsagen bag min kritik på ingen måde skyldes en potentiel provokation på mit køns vegne – jeg tilhører ikke en gruppe af mænd, der afskyr Barbie-filmen fra 2023, fordi de tager kritikken personligt og derfor lader sig provokere af dens budskab. Tværtimod. Når det er sagt, er mit største problem med filmen, at den ikke er sjov.

Jeg tøver næsten med at kalde filmen en komedie i mangel af underholdende og komiske scener i filmen. Det er tale om dansk komik for laveste fællesnævner, og man er ikke i tvivl om, hvorfra inspirationen hentes, har man set en hvilken som helst Anders Thomas Jensen- eller Rasmus Heide-film. Langt de fleste forsøg på komik falder til jorden – noget, som filmen er sig pinlig bevidst om, siden den desperat forsøger at komme det til livs med forkrampet lagkagehumor, der desværre kun gør skidt værre.

Denne humorforladte tilbøjelighed skyldes nok i bund og grund en ikke-eksisterende kemi mellem mændene i gruppen. Jeg køber simpelthen ikke deres makkerskab, og det bliver heller ikke etableret undervejs, hvordan de kender hinanden, eller hvordan de har mødt hinanden. Man henledes endda til at tro, at de ikke kan fordrage hinanden, sådan som de konstant råber af hinanden eller misforstår hinanden. Eller mumle-råber, som danske film har det med at gøre, så man næsten savner undertekster. Jeg køber heller ikke mændenes motivation for at være frihedskæmpere.

Hvorfor man finder fire af de blødeste mænd til at spille disse roller, er mig en gåde. De virker ikke rabiate nok til at gennemføre noget af det, de sætter sig for, og deres vrede udebliver eller gør i al fald ikke indtryk. De få karakterer, der fremstår nogenlunde troværdige, må siges at være den højreorienterede patriarkat-politiker (Jens Albinus) og dennes tradwife (Amanda Collin). Nå ja, så skal vi – for at det ikke skal være løgn – ovenikøbet være vidne til endnu en dansk film med hang til den her efterhånden tyndslidte tendens til at latterliggøre identitetspolitik på en – blandt visse segmenter – lårklaskende-må-man-da-heller-ikke-sige-noget-længere-facon: “Forperson, ikke formand!” – høhø, sikke et krænkelsesparat kvindemenneske, høhø. Denne form for hr. og fru Danmark-humor vil åbenbart ingen ende tage.

Ironisk nok vil jeg hævde, at Mand Op! forfejlet formidler en større kritik af det kvindelige køn i sin klichéfyldte dyrkelse af kønsstereotypi og karikation af kvindekønnet. Selv hvis den misogyne mand gøres til målet for kritik, ender den progressive kvinde med at stå for skud i et ærgerligt fejlskud. Jeg sidder tilbage med en film, der føles langtrukken, skønt den kun varer halvanden time. En film, der er så gudsjammerlig kedelig, at en blandt publikum faldt i søvn under pressevisningen – hans snorken var ikke til at tage fejl af. Selv en gidseltagningsscene har man formået at gøre kedsommelig.

Ved filmens afslutning virker det tilmed som om, at Mand Op! heller ikke selv køber dens egen præmis længere, mængden af plothuller og letkøbte løsninger tilslører tilsyneladende filmens videre fremdrift. Så hvad skal vi tage med? At det ikke nytter noget at være frihedskæmper? At misogyne Andrew Tate-typer paradoksalt nok skal ende med at komme til magten, uanset hvad man stiller op? Er filmen et skræmmeeksempel på, at patriarkatet kommer til at sejre før eller siden, selvom filmen har forsøgt at tage pis på patriarkalske folkebevægelser (bemærk: forsøgt)? Jeg ved det ganske enkelt ikke.

Mand Op! får premiere i danske biografer i dag.