Edgar Wright er tilbage med en ny storfilm i biograferne i form af ‘The Running Man’ – en ny filmatisering af Stephen Kings roman af samme navn. Denne gang er Arnold Schwarzenegger skiftet ud med Glen Powell i rollen som Ben Richards – et par store sko at udfylde.

I 1987 ramte den første filmatisering af ‘The Running Biograf’ det hvide lærred – nok bedst kendt som ‘Sidste chance’ herhjemme – med Paul Michael Glaser (‘Kazaam’, ‘The Air Up There’) i instruktørstolen og Arnold Schwarzenegger (‘Terminator’, ‘Predator’) i hovedrollen.

Godt og vel 40 år senere er tiden tilsyneladende moden til en ny filmatisering, og denne opgave har britiske Edgar Wright (‘Shaun of the Dead’, ‘Hot Fuzz’) taget på sig, hjulpet på vej af en stjernespækket rollebesætning, der foruden Powell (‘Anyone But You’, ‘Twisters’) består af Emilia Jones (‘CODA’), Josh Brolin (‘Weapons’), Lee Pace (‘Foundation’), Katy O’Brian (‘Love Lies Bleeding’) og Michael Cera (‘Scott Pilgrim mod verden’) blandt andre.

Ikke at forveksle med ‘The Long Walk’ – en på mange måder sammenlignelig film baseret på en anden Stephen King-roman, der havde premiere i september måned i år – er ‘The Running Man’ en dystopisk action-thriller, hvor man følger Ben Richards, der nyligt har mistet sit job. Han og hans kone har derfor ingen realistisk mulighed for at redde deres syge datter, som kræver en dyr behandling for at overleve.

Løsningen hænger på væggen, hvor deres Free-Vee-skærm viser daglige reality-shows af stadig vildere og mere blodig karakter. Produceren Dan Killian genkender straks desperationen i Bens øjne og tilbyder ham en plads på det mest dødbringende af alle tv-shows: The Running Man.

Hvis han kan undslippe de professionelle dræbere, der er lige i hælene på ham, i 30 dage, vil han vinde en milliard dollars. Men han skal også aflevere daglige optagelser af sin flugt, der vil afsløre hans position. Ingen har nogensinde gennemført The Running Man, men Ben har noget at leve for, og måske vil det blodtørstige publikum finde en ny helt at heppe på.

Ben løber en risiko ved at deltage i reality-showet, og før han ved af det, løber han panden mod en mur, mens stærkt bevæbnede jægere løber løbsk. Spørgsmålet er, om han kan nå at slippe væk, inden det hele løber af sporet, eller om han løber tør for gemmesteder, og tapperheden løber ud i sandet.

Nej, Ben er ikke til at løbe om hjørner med, når han først har sat sig for noget, men mig narrer han ikke. Knap har man sat sig til rette i biografsædet, før en ildelugtende Powell-prut begynder at sprede en indelukket dunst i biografmørket – og lugten aftog først, da rulleteksterne rullede hen over lærredet. Filmens store akilleshæl er med andre ord Glen Powell i rollen som Ben Richards, og jeg køber desværre ikke denne casting ét sekund.

Lad mig starte med at gøre det klart, at jeg ikke har noget problem med Powell som skuespiller – tværtimod synes jeg, at han leverer en kraftpræstation i andre roller – men han er næppe den rette til at spille denne type karakter. Særligt ikke taget i betragtning af karakterens tyngde og skærmtid hele filmen igennem, så man til sidst fristes til at råbe af kameraet og smadre det ned i gulvet.

I al fald skulle man tro, at Powells rolle har en identitetskrise. Det ene øjeblik skal han fremstå vred og ulydig, og det næste øjeblik skal han fremstå sjov og fjollet med hang til at fede den af. Noget, der hverken går hånd i hånd eller lykkes efter hensigten. Hans vrede kan i bedste fald sammenlignes med en hundehvalps hvæsen, og hans komik henfalder for det meste til det ufrivilligt komiske, hvorfor man har svært ved at tage ham alvorligt, uagtet hvilket karaktertræk, der forsøges fremhævet.

I øvrigt skal han undertiden fremstilles som en hæderlig og glorværdig helt, selvom han flere gange opsøger bekendte eller udsatte mennesker for dernæst at lade dem i stikken på sin videre flugt, velvidende at disse mennesker med al sandsynlig vil blive opsporet og dræbt i slipstrømmen. Det eneste tidspunkt, Powell leverer, er i action-scenerne, men de kan også tælles på én hånd.

Dette være sagt, vil jeg gerne understrege, at det ikke er en dårlig film. Nok nærmere en grundlæggende fin film, som har sine udfordringer. Navnlig Powell og de fraværende action-scener samt et kludret script hist og her – ikke at forglemme de “professionelle” jægere, der tilsyneladende ikke kan ramme en skid. Men jeg har også gode ting at sige om ‘The Running Man’…

Til trods for at jeg nok finder Edgar Wrights tidligere film sjovere, opstår der også her nogle sjove scener og karakterer, der tager tykt pis på tidsbilledet anno 2025. For eksempel fandt jeg Michael Cera særdeles underholdende, skønt en kende karikeret, i rollen som impulsiv og oppositionel prepper-martyr, der passer på sin gamle mor i deres ‘Home Alone’-agtige hus proppet med booby-traps. Det samme kan siges om den rebelske Daniel Ezra i rollen som maskeklædt YouTuber, der forsøger at undergrave The Network i det skjulte.

Nu vi er ved The Network, som i filmen er det her altoverskyggende konglomerat, der virker til at have patent på hele underholdningsindustrien og dermed alles opmærksomhed rettet mod sig, så lander den her filmatisering muligvis på et bedre tidspunkt end dens forgænger. Hvad samtidskritik angår – om det er overlagt eller ej – så kan The Network og Dan Killians centraliserede magt i et dystopisk USA kun kaste kritisk lys over nutidens tech-milliardærer, navnlig Elon Musk og Jeff Bezos, der efterhånden er herrer over alt lige fra underholdning og presse til infrastruktur og transport.

Når alt kommer til alt, vil jeg gerne anbefale ‘The Running Man’, hvis man er til dystopiske gameshow-film a la ‘Battle Royale’ og ‘The Hunger Games’ eller for eksempel tv-serien ‘Squid Game’. Hvis man kan se igennem fingrene med ovenstående kritikpunkter, er ‘The Running Man’ tilmed ganske underholdende.

‘The Running Man’ kan ses i biografen fra i dag af.