Da musicalen Wicked havde premiere på Broadway i 2003, så fremtiden ikke ligefrem lys ud. Med en modtagelse fra anmelderne, der mest af alt mindede om den orkan, der bragte Dorothy til Oz i første omgang, blev der hurtigt stille igen, da Dorothy åbner dørene i hytten, og den sort-brune verden pludselig bliver til farvestrålende plastikblomster og skriggule brosten, da publikums opmærksomhed blev rettet mod musicalen. For selvom kritikerne ikke kunne anbefale den, så kunne publikummerne verden over. Sange som “Defying Gravity,” “Popular” og “For Good” blev klassikere, og selvfølgelig blev det kun et spørgsmål om tid, før Hollywood filmatiserede den syngende prequel til et af Hollywoods største filmværker. Pengene trykker sig selv.

Jeg er ikke til musicals. Den eneste musical, jeg kan se flere gange, er ‘School of Rock’ – og den er ikke engang en musical. Men jeg gav Wicked en chance, da den trods alt fortæller forhistorien til velkendte karakterer fra ‘The Wizard of Oz’. Så uden kærlighed for genren så jeg den første film i foråret og var ikke just begejstret. En alt for lang High School Musical-film dyppet i kjoler, glitter og talende dyr kunne ikke omvende mit had til den syngende genre. Der gik et chok igennem mig, da filmen sluttede med teksten “To be continued”, for efter hvad der føltes som en evighed, troede jeg ikke, der kunne malkes mere på den talende ko. Men ak.

‘Wicked: Part 2’ (eller ‘Wicked: For Good’) starter direkte efter 1’eren sluttede. Elphaba er jagtet, efter hun trodsede den onde Troldmand af Oz, og Glinda bliver hyldet for – ja, at være tynd og attraktiv? De talende dyr bliver undertrykt i en grad, så de mister evnen til at tale og flygter under jorden, og nu er det også The Munchkins’ tur til at blive undertrykt. Elphaba har fået nok, og imens regimets vagter pisker okserne til at færdiggøre den gule sti, redder Elphaba dyrene fra deres lænker. Nu skal sandheden om den falske troldmand ud til folket, og vi skal også finde tid til at synge en sang eller to ind imellem.

Endnu engang er Wicked aaaaalt for lang. For en erfaren filmentusiast er 2 timer og 17 minutter til at overkomme. Men når alle scener bliver fortalt to gange, føles det som reelt at gå turen med Dorothy fra landsbyen til Troldmandens slot i virkeligheden. Alle scener er relativt velskrevne og velspillede, karaktererne får sagt det, de vil sige, og der er en dramaturgi til stede – men så skal det hele hver gang siges igen i sang. Det går imod alt, hvad musicalmediet skal bruges til: Hvis ikke sangene skal fortælle handlingens forløb – hvorfor så have sangene med?

Når jeg siger velspillet, så mener jeg her alle på nær Michelle Yeoh. Bevares, hun kan sit kram – hun vandt trods alt en Oscar i 2023. Men her har hun i hvert fald ikke taget den med. Hun kan ikke rigtigt synge og gider ikke rigtigt spille ond. Når hun får selv Ariana Grande til at se god ud, så ved man, der er noget galt.

På den positive side syntes jeg moralen er fint fortalt til det mindste publikum. En tydelig racefortælling om hvordan man mister sin “stemme” hvis man bliver undertrygt i lang tid og man ikke er farlig eller mærkelig fordi man er speciel.  Sangene i Part 2 er bedre end i 1’eren. Jeg var ikke ligeså frastødt af dem og det skyldes nok filmens mere seriøse tone. Skolen er lagt på hylden, og ligeledes er pigeværelseshyggen også væk. Part 2 er langt mere mørk og dyster i sin tone, og der er sjældent jokes. Efter min smag klæder det filmen bedre, og den bliver til at holde ud at se på.

Men hvis man keder sig af sangene eller handlingen, så kan man hygge sig med de mange easter eggs. For det er trods alt meget finurligt at se den Feje Løve i flot CGI, eller Fugleskræmslet og Blikmanden i lækkert kostumedesign få fortalt deres tilblivelse. Dorothys ansigt er hele tiden undgået – til stor tilfredsstillelse for fans af Judy Garlands fremragende præstation.

‘Wicked: Part 2′ går ned i gear efter den lidt barnlige forgænger og slutter forhistorien med en meget lang sang, der godt kunne have rystet en time af sig. Men det er vist også nok kvindelige fans af musicalen eller Part 1, der vil stå i kø til billetterne, og de kan ikke blive skuffet. Nu er skid’en slået, og lugten lægger sig igen. Og jeg håber bare ikke, at en ligegyldig prequel-musical varer 2 timer og 17 minutter!

‘Wicked: Part 2’ kan ses i biografen fra i dag.