Efter en høj flyvetur afsluttet af en tilsvarende hård landing med ´Glass Onion´ genfinder Rian Johnson den perfekte flyvehøjde og lander blødt og sirligt med det tredje kapitel i ‘Knives Out’-universet, ‘Wake Up Dead Man’.

Jeg er en sucker for Sherlock Holmes, Hercule Poirot og nu Benoit Blanc. Som en lille dreng elsker superheltefilm, fordi trivialitet er tryghed og nostalgisk; nye smage kan være stærke og ubehagelige, og der skal meget til at skuffe én, når det gælder noget, man kender godt. Så elsker jeg mordmysterier på film. Opskriften kender man efterhånden: Et uopklareligt mord finder sted, detektiven tilkaldes eller er tilfældigt til stede på sin orlov. Alle til stede har en grund til at stå bag mordet, og efter at flasken har peget på samtlige karakterer, holder detektiven en brandtale om, hvordan det hele forløb, og den skyldige udpeges.

Dog har Rian Johnson ændret denne opskrift med sin mord-debut ‘Knives Out’ i 2019, men stadig beholdt den gode smag. Rian Johnsons opskrift handler ikke så meget om, hvem der begik mordet, men langt mere hvordan og hvorfor. Og det er denne faktor, der holder mig klistret til skærmen og får mig til at glemme tid og sted. Omstændighederne, karaktererne og lokationen spiller en kæmpe rolle i hans univers. Pigen der ikke kan lyve uden at brække sig, den kæmpe pumpede mand der ikke kan tåle ananas, og nu en præst der engang har dræbt en mand i en boksekamp. Karakterer, der skriver sig ind i ens hukommelse, hvor der næsten kan slås tvivl om, det er fra en tegneserie eller en børnefilm på grund af den stramme karikatur.

I ‘Knives Out’ troede man, det var et selvmord, men det viser sig, at grunden til selvmordet var det rigtige mysterie. I ‘Glass Onion’ ser vi næsten filmen to gange, fordi perspektivet er det vigtigste. Dog virkede ‘Glass Onion’ ikke for mig; ambitionen var for stor til at kunne bære. Og coronaindblandingen havde tydeligt påvirket manuskript og produktion til det dårligere.

Men nu finder Rian Johnson den rette vej og tegner inden for stregerne som en rigtig mønsterelev.

‘Wake Up Dead Man’ handler om den tidligere bokser – nu præst – Jud (Josh O’Connor), som efter et overfald på en anden præst bliver sendt til en lille by i Upstate New York for at være andenpræst og lære at holde sin vrede inde. Præsten Msgr. Jefferson Wicks (Josh Brolin) i den lille by er radikal og kontroversiel, men det tiltrækker en del sørgelige sjæle, som mangler præcis ham i deres liv. Det er blandt andet den alkoholiserede læge spillet af Jeremy Renner, den fallerede sci-fi-forfatter spillet af Andrew Scott, den invalide cellospiller portrætteret af Cailee Spaeny og den succesløse kommunalpolitiker spillet af Daryl McCormack, som nu radikaliserer sin omverden gennem sin YouTube-kanal. Og så er der også kirkedamen, som næsten er taget ud af en A24-gyserfilm, spillet af Glenn Close, og hendes mand, den mystiske godsforvalter, spillet af Thomas Haden Church, som mange vil kende som Sandman i ´Spider-Man 3´ fra 2007.

En påskedag under en gudstjeneste går præsten Jefferson Wicks ind i sit lille kammer og ender sine dage med at blive stukket i ryggen med en kniv afbilledet med djævlen selv som håndtag. Ingen var med ham i rummet, ingen kunne kigge ind, og ingen så, hørte eller lugtede noget. Der tilkaldes Benoit Blanc.

Præmissen er enkel og genkendelig; jeg kan selv huske lignende fra serien ‘Sherlock’ i afsnittet ‘A Scandal in Belgravia’, hvor en soldat falder død om i et brusebad. Men igen, som nævnt før, så formår Rian Johnson at finde sin egen stemme i en ellers triviel genre, så det udføres underholdende og interessant. Den lille sammentømrede by fanger én, karaktererne er sørgelige og faktisk pisseirriterende. Man har ondt af Josh O’Connor, som er tvangsindlagt til at se på, når den alkoholiserede og indebrændte præst fordømmer og nedgør sin by i sine prædikener. Men samtidig får man også lyst til at finde sig et sæde i kirken og gætte med på, hvem der gjorde det. Endnu engang beviser Rian Johnson, at han er en fantastisk visuel instruktør og en endnu bedre manusforfatter. Rytmen og ping-pong-replikkerne lyder næsten som musik, og kameraføringen og de visuelle symbolikker skaber en smuk symfoni, der er svær at kigge væk fra. Afmærkningerne på altervæggen fra det vandaliserede kors afspejler den tro, der engang var i kirken. Solen forsvinder bag skyerne, når Benoit Blanc piller Juds religion fra hinanden, men kommer tilbage ind gennem de gotiske kirkevinduer, når han finder den frem efter sit modangreb.

Religion og kristendom er et stort tema i filmen. Hvad er en præsts interesse i sidste ende? Er det status og gruppeleder for sine kirkegængere? Eller er det Guds budbringer, som bare skal diktere og gøre, hvad der bliver sagt? Jud prøver at finde sin plads i et system, hvor hjælpen til de hjælpeløse er bygget på løgn og latin. Han kommer fra en verden, hvor man løste problemer med knyttede næver, men nu skal han finde sig til rette i at løse dem med tekster og næstekærlighed. Men splittelsen mellem de to præster udgør også en stor etisk diskussion i sig selv, for Jud vil ikke lyve og hælde vand ud af ørerne eller tjene på sine kirkegængere. Hvor Jefferson Wicks er den diametrale modsætning, som ikke siger nej til en stor bankoverførsel eller to.

En nøglescene stod for mig personligt ud som nok filmseriens bedste scene. Det er en scene, hvor Jud laver en telefonisk syndsforladelse for en dame, der ellers har gået særdeles på nerverne. Det er et kæmpe stemningsskifte, der slår hårdt i ens bryst, og som man bare gerne vil have varer for evigt.

Og det kunne ikke gøres uden Josh O’Connor. Aldrig har jeg set ham så til stede i en film; hans stemme er som skabt til den voice-over, der fører os igennem den lille by og introducerer os til dens borgere. Josh Brolins prædikener er fængslende som en general, der taler til sine soldater inden et vigtigt slag. Der er generelt bare stærke skuespillerpræstationer all over.

‘Wake Up Dead Man’ udkommer på det perfekte tidspunkt, når det er mere mørkt end lyst, og bladene ligger på jorden og ikke på træerne. Det er en våd familiekrimi, man kan se anden juledag med hele familien. Den ligger for mig personligt og kæmper om førstepladsen imod ‘Knives Out’ som den bedste i sin række – måske vil den på sigt tage pladsen – men for nu kæmper de. Selvom den ikke rammer den samme varme og fløjlsbløde mordmystik som ‘Knives Out’, så er ‘Wake Up Dead Man’ en rigtig god komedie-krimi, som finder sin plads som en velskrevet, gotisk, sort pendant til den varme efterårshygge-krimi. Balancen mellem humor og alvor er doseret på mikromål, musikken er veloplagt, og de enkelte jump scares, der er lagt ind, rammer som en kanonkugle. Alt i alt er ‘Wake Up Dead Man’ en rigtig god film.

Det er dog ekstremt ærgerligt, at vi ikke har haft mulighed for at se den i biografen. Jeg håber inderligt, at Rian Johnson ærgrer sig over, at ‘Knives Out’-kataloget er endt i hænderne på Netflix. For det er for mig en biograffilm, som jeg kun kan forestille mig, at en masse mennesker ville flokkes til. Med så stærkt et cast og nu tre film, er det mig en gåde, at den ikke har gået i de danske biografer.

Jeg synes, vi alle på planeten Jorden skal være glade og stolte over, at vi har en mand som Rian Johnson, der laver film til publikum uden at tale ned til os. Film som er underholdende, har gensynsværdi og inddragelse. Jeg ville aldrig have været disse film foruden, for den glæde Rian Johnson tydeligvis har ved at lave disse film, smitter af gennem skærmen på mig og giver mig den samme glæde ved filmmediet, som ellers godt kan dale, når man ser på Netflix’ yderligere varelager.

Tak til Rian Johnson for at fyre op for min kærlighed til krimimysterier og filmmediet, og tak for at få Benoit Blanc til at sige “Scooby Doobie Doo”.

‘Wake Up Dead Man’ kan ses på Netflix fra i dag af.